vestas bog web

Lifestyle

Vestas mellem møller og ambitioner 

’Vestas – verdensmester for enhver pris’ er en klassisk beskrivende erhvervshistorie skrevet af to journalister med researchen i orden. 

 

Det er historien om Vestjysk Stålfabrik, der bliver verdens største producent af vindmøller, og den vilde jagt på vækst, likviditet og positivt cashflow.

Vi kommer ind i maskinrummet og hører om fusioner, bestyrelser uden indflydelse og karismatiske, egenhændige og sammenspiste nøglepersoner.

De ville have været ligegyldige, hvis ikke det havde været historien om et af de danske   industrilokomotiver og en dansk ’folkeaktie’.

Hippierne og svenskerne

Forfatterne starter med den tidlige ’hippiestart’, videre til de første ordrer til et skattefinansieret bugnende amerikansk marked, en børsnotering og en fusion med NEG Micon.

Vi hører også om Ditlev Engels polerede strategi og udrensningen, der gennemføres af handlekraftige svenskere.

Læserne kommer tæt på processen og får et indblik i, hvordan der trylles med store møllelagre, der forvandles   til projektsalg. Men også hvordan Vestas imod alle interne retningslinjer selv bliver ejer af mølleprojekter. Flere af mølleprojekterne har oven i købet Vestas-toppen som medejere. Også selv om det ikke altid er en fordel for virksomheden.

Det er interessant læsning og må kunne få det til at gibbe i de fleste med en lille smule indsigt i god regnskabsskik.

Indisk spionprojekt

Der var mange spændende projekter i Vestas. Det indiske spionprojekt er usædvanligt. Det er ideen om, at Vestas finansierer indkøb af konkurrerende kinesiske møller gennem sin farverige indiske samarbejdspartner. Det ville give dem en chance for at aflure den kinesiske produktionsteknologi. Det har været et af omdrejningspunkterne for det netop opnåede forlig mellem Henrik Nørremark og Vestas.

Fakta

Boganmeldelse
Vestas – Verdensmester for enhver pris

Af Birgitte Dyrekilde & Johan Christensen

Forlag: Lindhardt & Ringhof

Sprog: Dansk

Sideantal: 335

Pris: 300 kroner

ISBN-13: 9788711563663

4 af 6 stjerner

Handlekraftige svenskere

Læringen er, at en person helt udefra, den nye bestyrelsesformand Bert Nordberg, og ikke mindst den siddende direktør, Anders Runevad, formår at skære igennem. Det skete uden hensyntagen til alle tidligere relationer. Det var nødvendigt for at ’redde’ Vestas.

Teknisk er bogen krydret med små mellemafsnit, ’intermezzoer’, hvori sidehistorier om nøglepersoner bringes i spil. Det gør bogen underholdende og tilfører kolorit mellem afsnittene om de forskellige projekter.

Det er en udfordring for bogen, at flere af nøglespillerne ikke er en del af de direkte og interviewede kilder, men udelukkende optræder i afhøringsrapporter (Henrik Nørremark, Ditlev Engel, Bent Carlsen m.fl.). Men med det netop offentliggjorte forlig mellem førstnævnte og Vestas, inden det blev til en reel retssag, kan man jo godt forstå, hvorfor de ikke deltager.

Jeg venter spændt på fortsættelsen

Ikke meget af indholdet i bogen overrasker mig. Historien er enkelt fortalt og nem at læse. Det er hård kost, hvis indholdet står til troende. Hvilket var nødvendigt – ifølge forfatterne for at Vestas frem til 2013 kunne fremstå som en sund forretning. Og så havde det en gavnlig effekt på nøglespillernes personlige aflønning.

 

Af Søren Strunk-Sørensen, Hildebrandt & Brandi sss@hildebrandtbrandi.com

 

LÆS MERE

Boganmeldelse: Brug helt ny rekrutteringsform

Det gode match – der skal mere til end talent og intelligens 

Kort og kontant bog om privatøkonomi for alle

Boganmeldelse: Sådan vinder du i den digitale fremtid

Sex, sladder og stress i organisationer

Diskret nordisk erhvervskoryfæ