Danske-Bank-in-society-High-Res

Leder

Velkommen til InsideBusiness #24

En fusion mellem Danica og SEB Pension kan vende helt og op ned på den danske pensionsbranche, som vi kender den. Læs mere denne uges tophistorie.

Vi går bag om detaljerne og de konkurrencemæssige forhold, der er centrale i Danske Banks mulige opkøb af SEB Pension, som ingen af parterne officielt vil kommentere.

Den næste store sag handler om detailhandlen og en ny lov, som kan ændre den måde, vi oplever markedsføring af varer i butikkerne på. En ny lov gør det muligt at registrere kundernes købsmønstre og målrette markedsføringen efter det. Man kan også indføre bedre og enklere loyalitetsprogrammer for kunderne. Men Dansk Supermarked og Coop er vildt uenige om brugen af de nye muligheder. I skyggen lurer konkurrencen fra onlineaktører, som mestrer den nye verden til perfektion.

Hos kapitalfondene kigger vi i dette nummer nærmere på de to specialfonde Gro Capital og Via Equity, der er etableret med henholdsvis Danica Pension og ATP i ryggen. Via Equity har dog efter en række succesfulde frasalg af blandt andet Nets og KMD udvidet ejerkredsen og fået PFA med som investor, og nu står Gro Capital så i samme situation.

Fonden har endnu ingen exits på samvittigheden, men der er især store forventninger til selskabet Trackunit, som Gro Capital og ledende partner Lars Dybkjær opkøbte sammen med den amerikanske gigant Goldman Sachs.

To skarpe kommentatorer

Ugens skarpe kommentatorpen er Morten Jeppesens fra PressConnect, som hudfletter Finansiel Stabilitets direktør, Henrik Bjerre-Nielsen, og hans rolle i de talrige søgsmål, som staten har tabt til bankdirektører i Amagerbanken og Capinordic. Måske venter nok et ydmygende nederlag i Roskilde Bank-sagen.

Jeppe Christiansen fra Maj Invest og Maj Langmack fra Maj Bank ser i denne uge nærmere på de såkaldte BRIK-lande, der i virkeligheden slet ikke har ret meget at gøre med hinanden længere. Landene skal i dag i højere grad ses som vidt forskellige lande med lige så forskellige udfordringer og muligheder, skriver de to eksperter.

Vi bliver et øjeblik i banksektoren, hvor Morten Johnsen ser nærmere på Nordeas store satsning på M&A. Det går ikke så godt, og corporate finance-direktør Harald Grøn slås med flere udfordringer.

Vi skal også en tur omkring forsikringsmæglerne, der har udviklet et forsikringspoolsystem, hvor man inddeler erhvervskunderne i grupper og sætter dem i udbud over for forsikringsselskaberne. Men branchen er langtfra enig om forretningsmodellen. Læs denne uges Insider.

Der kom også det bebudede lovforslag, der skal dæmpe væksten i boligpriserne i denne uge. Vi ser på dem, der bliver hårdest ramt af tiltaget i Redaktørens Analyse.

På denne uges kultursider anmelder vi bogen ’Iværksætter. Hvad vi lærte af at starte 30 virksomheder’, som Lars Tvede og Mads Faurholt har skrevet.

 

God læselyst!