danskebankoleogborgen

Leder

Velkommen til InsideBusiness #32

Presset vokser på bankerne, et nyt kapitalkrav truer – og så lurer en ny konsolideringsbølge. Vi tager temperaturen på banksektoren i denne uges tophistorie. Og så kommer vi naturligvis ikke uden om dramaet i Danske Bank, risiko for kollaps på aktiemarkedet og exit fra en topprofil i kapitalfondsverdenen.

Fremtiden ser mere dyster ud, end den har gjort længe for landets mindre og mellemstore banker. Overordentlig store kapitalkrav er på vej, væksten i indtjeningen udebliver – og de gode tider med lave nedskrivninger kan ikke fortsætte. Det tyder på en accelereret konsolideringsbølge, og nogle banker er allerede pressede. Vi ser nærmere på de voksende krav og situationen i visse banker i denne uges tophistorie.
Mens Finanstilsynet strammer skruen over for bankerne, advarer flere førende økonomer nu om, at vi muligvis står over for en recession, der kan blive endnu mere alvorlig end i 2008. Men er eksperterne blot ude på at dække sig ind, fordi de ikke så krisen komme i 2008? Vi går tæt på et makroøkonomisk tema, der bør optage de fleste investorer for tiden.
Vi går i denne uge også tæt på en overraskende exit hos storfonden EQT, der nu mister sin mangeårige partner Jannik Kruse Petersen. Hans exit kommer, mens fonden planlægger en omfattende børsnotering, og Kruse Petersens farvel sker blandt andet som følge af de interne ændringer, som EQT i skrivende stund er i fuld gang med at søsætte. Vi går tæt på det opsigtsvækkende farvel i Nordens største kapitalfond.

Handlingslammet Ole Andersen i Danske Bank
Dramaet i Danske Bank trak overskrifter overalt i denne uge, og vi ser selvfølgelig også på sagen i denne udgave af InsideBusiness. Formand Ole Andersen er handlingslammet og får aldrig placeret et ledelsesansvar i årtiets møgsag. Det kommer til at martre Danske Bank lang tid fremover, skriver Peter Nyholm i Redaktørens Analyse.
Vi ser også nærmere på, hvordan Danske Banks rising star Anders Meinert Jørgensen blev blokeret af Finanstilsynet, da han stod til at overtage topposten i Danica Pension.
Ydermere kan vi løfte sløret for endnu en skandale på vækstbørsen First North, hvor et af minibørsens selskaber har en formand, der er tæt på det diktatoriske styre i Nordkorea.
Jesper Strømann fra Accenture debuterer i denne uge som klummeskribent hos InsideBusiness, hvor han kigger nærmere på en ny rapport, der viser, hvordan kunstig intelligens kan være med til at sikre den vækst, mange virksomheder sukker efter for tiden.
I denne uges Kultur anmelder vi bogen ’Systemisk ledelse – den refleksive praktiker’, der giver værdifuld indsigt i, hvordan man bruger den effektfulde ledelsesform.

God læselyst!

InsideBusiness-teamet.