PAN_CORP16_0057_1015_N21_RGB

Leder

Velkommen til InsideBusiness #28

Først meldte landets pensionskasser sig ind i kapløbet om de unoterede investeringer, og nu kommer turen så til landets familieejede pengetanke.

Flere af dem børster nu støvet af sig og gør klar til at skrue op for investeringer i blandt andet kapitalfonde og direkte investeringer. Med penge fra blandt andet store hæderkronede danske virksomheder som Velux, Lego og Pandora skal de private pengetanke nu forsøge at finde de rette investeringer i en tid, hvor alle aktører slås som vilde dyr om de solide investeringer.

Matas smed i denne uge direktør Terje List på porten efter 17 år i spidsen for materialisterne, der er trængt på en række fronter. Aktiekursen er historisk lav, men formand Lars Frederiksen ser ingen grund til at gardere selskabet mod en fjendtlig overtagelse, måske fordi flere aktionærer allerede har fået nok og leder efter en kærkommen kattelem?

Vi ser også nærmere på Alm. Brands satsning på indeksfonde, hvor man allerede nu har sejlet Danske Banks June agterud. Hvis eller når indeksfonde/ETF’er bliver sidestillet med danske investeringsfonde skattemæssigt, vil Alm. Brand også brede konceptet ud til mindre investorer.

Efter en lang sommerferie på Christiansborg tager InsideBusiness’ politiske kommentator, Thomas Juul Dam, igen pulsen på det politiske liv, hvor fokus denne gang er på Pernille Vermunds parti Nye Borgerlige, der meget vel kan blive afgørende for, hvorvidt statsminister Lars Løkke Rasmussen også kan kalde sig landets øverste chef efter næste valg.

Vi ser også nærmere på ejendomsmæglernes rolle i salg af realkreditlån. Alt tyder på, at de kan få lov til at sælge boliglån, for det er den mest konkrete anbefaling fra Konkurrencestyrelsen, og de har haft muligheden før. Sker det, får Nykredit også chancen for at aktivere Nybolig-kæden i direkte konkurrence med Totalkredit-bankerne. Et drømmescenario for forbrugerne, men næppe for bankdirektørerne og for Nykredit selv. I det hele taget er realkreditten ved at positionere sig over for ejendomsmæglerne.

Vi går også tæt på Niels Thorborgs forestående salg af L’Easy-kæden, og Morten Johnsen ser på frasalg i Mærsk.

I denne uges InsideBusiness-kultur handler det om at skrive en formidabel ansøgning, og det kan alle jo få behov for. Denne uges bog får fem af seks stjerner.

 

God læselyst!

 

Morten Johnsen & Peter Nyholm