anders-damgaard-farve

Leder

Velkommen til InsideBusiness #2

Der er et dyrt misforhold i pensionsbranchen, der kaster milliarder efter underskudsgivende forsikringsordninger. Problemet er langt større end hidtil beskrevet, og nu skruer Finanstilsynet bissen på. Vi skriver også om en kritisk udvikling i landets største tandlægekæde, Tandlægen.dk, og om de platforme, der løber med bankernes velhaverkunder – og så ser vi nærmere på Finansiel Stabilitets opgør med Capinordics ledelse.

Der er en øm tå i pensionsbranchen. Så øm, at den har kostet selskaberne 6 milliarder kroner over tre år eller 2 milliarder kroner mere, end hvad der hidtil har været fremme, dokumenterer vi i denne udgave. Syge- og ulykkesforsikringer er så dyre for selskaberne, at skævvridningen nu for alvor bliver taget op hos Finanstilsynet, der strammer grebet.

PFA har noteret kolossale tab og hensættelser på området – og nu bebuder stort set alle selskaber bod og bedring, om end eksperter tvivler på, at det vil lykkes.

Og så handler det om udfordringerne for Tandlægen.dk, der har fået ny direktør og kapitaltilskud. Vi skriver også om retsopgøret om Capinordic, hvor staten endnu en gang ser ud til at have gjort en dårlig forretning i forsøget på at kradse penge ind.

Vores serie om de udfordrede private banking-afdelinger for velhaverkunder i bankerne fortsætter, idet vi taler med både Nordnet og Saxo Bank, som på mange måder er den eneste rigtige løsning for de velhavere, der kan og vil investere deres formue selv. Læs også om den gyser, der er en realitet i velhaverbankerne landet over i disse dage, hvor man er forpligtet til at sende breve ud til kunderne, der beskriver, hvor meget det rent faktisk koster at være kunde i de eksklusive afdelinger.

I denne uges kommentar ser tænketanken Cepos nærmere på det skrinlagte salg af Ørsteds datterselskab Radius, som ifølge analysechef Otto Brøns-Petersen kan ende med at koste forbrugerne dyrt.

Morten Johnsen går tillige bag om det spegede salg af energiselskabet, som Ørsteds storaktionær, SEAS-NVE, fik tacklet godt og grundigt.

Vi har i denne uge også set nærmere på det kommende direktørskifte i ATP. Nu er headhunteren udvalgt, men hvilke kandidater er i spil, og hvorfor bliver det svært at finde den rigtige profil denne gang? Det handler også om en kommende rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der kan sætte netop ATP og arbejdsmarkedspensionskasserne under stort pres, hvis styrelsen anbefaler, at pensionsvalget gøres mere frivilligt.

I denne uges kultur anmelder vi teaterstykket ’Dantes guddommelige komedie’ på Republique, ligesom vi anmelder en ledelsesbog, som beskriver, hvor meget ledelser kan lære af sportens verden.

 

God læselyst!