implementeringbog

Kultur

Indsigtsfuld udgivelse om implementering

En grundig bog om implementering – og hvorfor det så ofte ikke lykkes for dem, der forsøger. Implementering mellem snak og handling får fem stjerner.

For nogle år siden var undertegnede anmelder på CBS og holde et praksisnært indlæg om implementering / strategieksekvering for en alumniforening på stedet. Sammen med mig holdt Søren Obed Madsen, ph.d. i ledelse og implementering et fantastisk spændende indlæg om begrebet oversættelse og den forskning, han har lagt i dette i forhold til implementering og eksekvering.

Superinspirerende og oversættelse i den kontekst, som Søren så godt beskrev den eftermiddag, har fulgt mig lige siden. Heldigvis er emnet og den model, han anvendte, omdrejningspunktet i denne bog

Hvorfor er det så svært at implementere noget?

Lidt for sjov kan man sige, at en ledelse bruger 6-9 måneder på at udvikle og tilrettelægge den rette strategi. Og det tager medarbejderne i samme virksomhed 6-9 minutter at misforstå og misfortolke samme.

Lidt poppet, men et eller andet sted er der noget rigtigt i det. Jeg tænker altid på en af mine gamle forelæsere, der altid stemte for, at ’den bedste måde at implementere noget på, er at fjerne muligheden for at gøre det på den gamle måde’. Måske lidt endimensionelt i en 2023-kontekst.

I ’Implementering – mellem snak og handling’ tages der udgangspunkt i en række teorier fat på at nuancere, hvad implementering er for en størrelse. Mange tidligere udgivelser om emnet har ofte været næsten blottet for teorier og forskning, men ofte baseret på case efter case. Hvor er det dog i denne udgivelse rart at mærke den teoretiske indsigt.

Fem velbeskrevne dimensioner til at forklare ’Implementering’

Boganmeldelse

Implementering mellem snak og handling

Af: Søren Obed Madsen.

Forlag: Samfundslitteratur

Sprog: Dansk

Sideantal: 280

Pris: 340 kr.

ISBN: 9788759332634

Stjerner: 5 af 6

Bogen er anmeldt af Søren Strunk-Sørensen, sss@hildebrandtbrandi.com

Søren Obed Madsen har i bogen beskrevet implementering ud fra fem dimensioner:

Det oversættende – den dimension, der binder de øvrige fire dimensioner sammen, og hvor de enkelte aktører oversætter med hver sit sprog.

Det instrumentelle – der, hvor alle ved, hvad alle skal gøre, og hvilke midler der skal anvendes.

Det fortolkende – der, hvor meningen skabes, og hvor det ofte abstrakte gøres konkret.

Det legitimerende – der, hvor legitimiteten skabes, og hvor forskellige aktører med forskellige holdninger anerkender hinanden

Og endelig det politiske – der, hvor der skabes de mulige kompromiser gennem alle lag i virksomheden.

Disse fem dimensioner er tillige sammen med et par afsluttende afsnit om modstand og roller bogens indholdsfortegnelse.

Alle afsnit er velunderbyggede og med stor faglig dybde. Jeg er især glad for afsnittet om det fortolkende, hvor en lang række ’arenaer’ for det rum, det implementerede skal fortolkes i, fremstilles. Rigtig godt og inspirerende, ja, næsten til tider humoristisk, hvis man har de tilbøjeligheder.

Skaber klarhed – uden cases

Bogen prøver på overbevisende måde at give svaret på spørgsmålene: Hvad er implementering? Hvordan foregår implementering? Og ikke mindst hvornår er noget implementeret?

Alt sammen set i den ret komplekse verden, det er lykkedes os at skrue sammen. Magt, skuespil, fortolkning, rationalitet og ikke mindst oversættelser er de, ting vi som ledere skal være opmærksomme på, når vi lystigt taler om implementering som det mest naturlige.

Bogen er på ingen måde fyldt med praksisnære eksempler, og det er faktisk helt o.k.

En metodisk stærk bog

Bogen er gennemsyret af modeller og teorier og forfatterens egen forskning. Samtidig er der i de beskrevne modeller og teorier masser af spændende referencer, som den enkelte læser på et senere tidspunkt kan dykke ned i.

Undervejs i bogen anvender forfatteren ’faktabokse’ og ’refleksionsbokse’, hvilket jeg synes har en god, ja, næsten beroligende effekt for den enkelte læser af til tider svært stof. Godt arbejde.

Jeg giver bogen 5 stjerner af 6 mulige. Velskrevet, informativ og med en stor faglig tyngde. Det er en rigtig god bog, hvis man vil mere end bare lidt bag om de klassiske cases. At den ikke er så praksisnær, det må jo komme an på den enkelte læser, om han/hun kan lide det.

Jeg synes, at ledere på alle niveauer skulle gøre sig den tjeneste at læse bogen. Samtidig bør bogen være pensum for studerende på masteruddannelser inden for ledelse og organisation.

Bogen er anmeldt af Søren Strunk-Sørensen, sss@hildebrandtbrandi.com

Læs mere

Sæt kunden i fokus – og ikke kun med ord

Kvinder! Lær at sige nej til ‘lorteopgaver’ for at vælge de ‘karrierefremmende’

Martin Thorborgs nye ledelsesbog scorer fem stjerner

Ny bog om nomadeledelse skuffer

Kom helt tæt på velfærdsstatens problemer

Vejledning til virksomhedsledelse i en global verden får seks stjerner

Hvad er faldgruberne ved hjemmearbejde?

Den uundgåelige bog om klargøring til seniorlivet

Grethes plan virkede ikke og giver en ledelsesmæssig mavepuster

Hvad er sandheden om Morten Albæk?

Få afmystificeret AI med suveræn lærebog

Sådan skærper du dit fokus

Sådan lærer du selv at leve bæredygtigt

Stærk bog om innovation i den offentlige sektor

Selvhjælpsbog om ligestilling tog næsten pippet fra anmelderen

Hvordan skaber man en karriere efter de 50