Stadil shipping

Leder

Velkommen til InsideBusiness #26 

I denne uge ser vi på de væsentligste problemstillinger for forsikringsbranchen, ligesom vi kulegraver Stadil-familiens store økonomiske problemer i rederi-datterselskabet. Læs også om udenlandske investorers jagt på boldklubben AaB.

Den store danske industri af forsikringsselskaber har hidtil undgået den strenge regulering efter finanskrisen, som har ramt banksektoren så hårdt. Men nu er det slut. For et gigantisk lovkompleks ruller i disse måneder ud over forsikringsbranchen. Selskaberne vånder sig, regningen er kolossal, og er det overhovedet nødvendigt? 

Også den til tider udskældte branche af forsikrings- og pensionsmæglere bliver ramt af strengere regler, der skal imødegå interessekonflikter. 

Dernæst handler det om Stadil-familiens mangeårige rederieventyr, der nu er i alvorlige vanskeligheder. Familien selv forsøgte at lægge låg på krisen før sommerferien ved at offentliggøre et par udvalgte nøgletal, men regnskaberne for flere af de centrale selskaber afslører store økonomiske udfordringer og alvorlige bemærkninger fra revisionshuset PwC. 

Også fodboldklubben AaB har tidligere kæmpet med dårlig økonomi efter talrige fejlslagne investeringer. Nu går det imidlertid fremad, og derfor har den børsnoterede klub valgt en snedig strategi for at undgå, at en udenlandsk investor kan snuppe selskabet for næsen af de mange småaktionærer. 

Økonomisk usikkerhed er også omdrejningspunktet for Danica Pensions Jesper Langmack, der i denne uge ser nærmere på usikkerheden i den kinesiske økonomi, der ifølge pensionskassens investeringsekspert er måske den største trussel mod det globale aktiemarked. 

I denne uge har vi også fortalt om kapitalfonden 3i, som nu vil sælge Scandlines videre, idet de ser et vindue, inden Femern-forbindelsen er færdig.  

Det har også handlet om den længe ventede realkreditrapport, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen leverer i næste uge. En væsentlig faktor til at øge konkurrencen er at bruge ejendomsmæglerne til at fremvise et udvalg af realkreditlån for danskerne. EDC-mægler Poul Erik Bech er klar til at rulle konceptet ud i sin landsdækkende mæglerkæde. Men for de bankejede ejendomsmæglere er spillet noget mere speget. 

I denne uges kultur/livsstil prøver vi den nye Porsche 911 Targa GTS, en af de bedste 911’ere til dato. Vi giver også en guide til efterårets teateroplevelser og anmelder nye bølger om organisationsanalyse. 

God læselyst!