Deloittehuset

Leder

Velkommen til InsideBusiness #19 

Der er opbrud i revisionsbranchen, hvor de store aktører vokser hastigt, mens de mindre hænger i bremsen. Vi analyserer udviklingen, ligesom vi i denne uge igen går tæt på et udsat forsikringsselskab, en hårdtarbejdende M&A-rådgiver og de mindre og mellemstore bankers store udfordringer med Finanstilsynets godkendelser af nøglemedarbejdere.

Vi ser i denne uge nærmere på den danske revisionsbranche, hvor et udskillelsesløb ser ud til at være i gang. For mens giganterne stormer fremad, kæmper flere af de mindre aktører med manglende vækst. Læs om en branche i opbrud. 

Og så ser vi på en trend i forsikringsbranchen, der kan få selv sindige forsikringsfolk op af stolen. For der findes nye spillere, der stormer frem med brugen af agenturer som salgskonstruktion og høj vækst på tværs af landegrænser. Det har med de senere års konkurser i branchen vist sig at være en risikabel affære, der kan koste de andre selskaber dyrt. Nu stormer Insr ind på det danske marked med brug af modellen, mens Gefion Insurance er på tilbagetog, efter at flere partnere har forladt det udsatte forsikringsselskab, som ellers har fået frisk kapital.   

Det handler også om et af årets vigtigste tovtrækkerier for de mindre banker, idet Finanstilsynet barsler med ekstremt barske fit & proper-regler, hvor bankfolk på et vist niveau skal godkendes af et særligt team i Finanstilsynet,  hvad der kan give store rekrutteringsproblemer for de mindre banker, hvoraf mange i forvejen står overfor et svært generationsskifte.

Efter at det danske marked for køb og salg af virksomheder er buldret af sted de senere år, er der nu pludselig mere usikkerhed at spore. Det ser dog ikke ud til at ramme den uafhængige rådgiver Nordic M&A, der gennem de sidste 10 år har oparbejdet en solid position takket være hårdt arbejde og en fokuseret strategi. Vi stiller skarpt på en aktør med medvind, der stiler efter endnu et rekordresultat i år. 

I denne uge har vi også set nærmere på et tovtrækkeri om pensionsselskabernes store danske ejendomsforvalter, Deas, som nu igen er i spil efter et fejlslagent forsøg på at sælge virksomheden.  

Det handler også om Dansk Boligforsikring, der ganske vist har stærke resultater, men også Finanstilsynet hede ånde i nakken, og så kan du blive klogere på den helt usædvanlige fyring af Lars Marcher i Ambu. 

På kultursiderne har vi set nærmere på en række mediers udfordringer med mediestøtte, hvor selv store erhvervsmedier risikerer at miste tilskuddet fra statenOg endelig anmelder vi bogen Sådan digitaliserer man en kop kaffe’ om mulighederne for at forbedre organisationens innovationskraft. 

 

God læselyst!