Lauritz.com måtte afblæse sin børsnotering i sidste øjeblik.

Leder

Velkommen til InsideBusiness #21

I al hemmelighed udspiller der sig i disse dage en gyser for pensionsbranchen og dansk realkredit. InsideBusiness afslører et opsigtsvækkende internt notat. Vi ser også på kriseramte Thomas Borgens mulige afløser, på fejlslagne børsnoteringer i Sverige og på kapitalfondenes afkast.   

Pensionsselskabernes storudsalg af danske realkreditobligationer for et større milliardbeløb og store milliardhensættelser ser ud til at blive konsekvensen af et skjult opgør med de europæiske tilsynsmyndigheder. InsideBusiness afslører i denne uge historien ud fra et kontroversielt internt notat fra brancheorganisationen Forsikring & Pension, der forsøger at sætte ild og vand i bevægelse for at slippe ud af kniben. En løsning kan være nært forestående.

I knibe er også nogle af de danske selskaber, der er taget øst for Storebælt for at blive børsnoteret i Sverige. 5 af 9 selskaber er blevet mindre værd efter børsnoteringen. Og nogle er det gået helt galt for.

Vi har også fokus på kapitalfondene, idet Morten Johnsen går helt tæt på deres afkast og fremtid, nu hvor priserne på virksomheder er tårnhøje. Er der en vej videre til fortsat høje afkast?

Hvem kan afløse Thomas Borgen?

I Danske Bank er stemningen alt andet end festlig – er der folk længere nede i hierarkiet, som positionerer sig til Borgens job? Thomas Borgen har netop gennemført en organisationsændring, men det er langtfra givet, at Danske Banks succesfulde topchef kan bevare jobbet, for hans person er fortsat tæt knyttet til hvidvasksagen. Hvem kan mon afløse ham?

Denne uges kommentar er fra BankInvests chefstrateg, Jakob Vejlø, der går helt tæt på den dramatiske tid i Italien. Hvad er de tre oplagte scenarier for den stressede økonomi?

Vi har i denne uge haft fokus på de virksomheder, som de unge talenter vil arbejde for. Lego er stadig nummer ét, mens McKinsey og Deloitte stormer frem. Vi har også set nærmere på et kæmpekrav fra fortiden, som er på vej mod Nordea, og på TDC, der har mere end svært ved at finde en ny formand.

Læs også ugens insider om Designit, der opsigtsvækkende omsætter for flere hundrede millioner kroner om året på at designe fremtidens banker.

Vi anmelder også ledelsesbogen The Mind of the Leader, som ifølge vores anmelder er aldeles fremragende.

 

God læselyst!