Andersheide

Kommentar

Beredskabsministeriet kan blive finanslobbyens nye bedste ven. Eller gå i døden som Ældreministeriet

Skrækscenariet for det ministerium, der har potentiale til at blive forsikringsselskabernes, erhvervs- og banklobbyisternes nye bedste ven, er, at det ender som Ældreministeriet: Bliver det til Ministeriet For Gode Hensigter Uden Penge, skriver InsideBusiness' nye kommentator, Anders Heide.

Kent Damsgaard, administrerende direktør for Forsikring & Pension, var ude at give den nye beredskabsminister gode råd, allerede inden der var sat navn på den nye ministerprofil.

Et døgn efter viste den heldige sig at være Torsten Schack Pedersen, 48 år og folketingsmedlem for Venstre siden 2005.

Forsikringsbranchen ville hurtigt nagle fast, at forebyggelse af skader efter stormflod, oversvømmelser og orkaner bør være en helt central prioritet for den nye minister. Kent Damsgaard satte endda beløb på prioriteten. Tre milliarder kroner om året frem til 2030. Det er, hvad branchen skønner, der bør bruges på klimasikring, svarende til, hvad der cirka er brugt på genopbygning efter skader.

Ministeriet for Beredskab og Sikkerhed har potentiale til at blive forsikringsbranchens nye bedste ven. Nu er ansvaret for forebyggelse gjort til en særskilt ministeropgave og klart placeret i ét ministerium. Det giver Kent Damsgaard to fordele, når han skal tale varmt for, at staten afsætter et milliardbeløb til forebyggelse, så forsikringsbranchen får lavere omkostninger til skader.

Den ene fordel er, at regeringen med oprettelsen af det nye ministerium nu selv har sat klimaskabte problemer højt på dagsordenen. Så er det sværere at snakke sig ud af, at regeringen må gå i dialog med forsikringsbranchen om regningen for problemerne, og at der må penge på bordet. Den anden fordel er, at Kent Damsgaard kommer til at spare nogle skridt på Slotsholmen. Nu ’bor’ klimaskadeproblemet hos Torsten Schack Petersen.

Forsikringsbranchens udfordring er, at flere andre tænkte det samme som Kent Damsgaard, da det nye ministerium blev offentliggjort. De tænkte: ”Det lyder godt. Den minister hapser vi. Og hans bevillinger”.

En sikkerhedsrådgiver pegede straks på, at den nye minister måtte give Bornholm særlig bevågenhed. Øen er ifølge ham et oplagt mål for et lammende cyberangreb, hvis nogen vil give Danmark og Nato en ’venlig hilsen’ og vise muskler.

Så sent som i april pegede en række store erhvervsorganisationer, blandt andre Finans Danmark, der stadig søger ny direktør efter Ulrik Nødgaard, på behovet for at få en ambitiøs national strategi for cybersikkerhed. 

Mon ikke de samme organisationer allerede har booket et møde med Torsten Schack Pedersen og hans penge? Og hvad med de virksomheder og brancher, der har forretningsmæssige interesser i national sikkerhed og havmiljøberedskab? Hvorfor skulle de ikke gå efter de statslige milliarder, som Kent Damsgaard synes skal gå til stormflods- og kystsikring?

Ikke færre end otte ministerier afgiver opgaver til den nye dreng i klassen, så der kan hurtigt blive kø ved fortrappen.

Beredskabsministeriet har stadig potentiale til at blive forsikringsbranchens nye bedste ven på Slotsholmen. Hvis nogen står i forreste række til at mærke de økonomiske konsekvenser af klimaudviklingen, er det forsikringsselskaberne. Derfor er det oplagt, at Kent Damsgaard kan gøre krav på en tæt dialog med Torsten Schack Petersen.

Men dele af Danmark, der er geopolitisk udsat, og brancher, der ligger i konstant krig med cyberkriminelle eller leverer materiel til national sikkerhed, vil have samme legitime ærinde. Der bliver kamp.

Ender Torsten Schack som Thyra Frank?

Skrækscenariet er et beredskabsministerium, der synker ned i bureaukrati og ingenting. Et eksempel er Ældreministeriet i midt-10’erne. Thyra Frank fra Liberal Alliance blev sat i spidsen for det nyoprettede ministerium, der skulle markere, at regeringen nu løftede ældres vilkår op på den politiske dagsorden. Den korte version er, at der skete lige præcis ikke noget. Ikke noget.

Omverdenen opdagede, at det nyoprettede ministerium – kogt ned til en suppeterning – ikke havde nogen penge og ikke havde nogen magt. Pengene til ældresektoren ligger ude i kommunerne, og det samme gør magten. Hvis nogen absolut vil have penge til statslige ældreinitiativer, skal de banke på den sædvanlige luge, nemlig Finansministeriet. For Ældreministeriet har ikke nogen.

Og nu vi kommer den vej rundt – kan du huske, hvem der er ældreminister i den nuværende regering?

Skrækscenariet for det ministerium, der har potentiale til at blive forsikringsselskabernes nye bedste ven, er, at det ender som Ældreministeriet. Og bliver Ministeriet For Gode Hensigter Uden Penge.

Med en minister der er på evig rundtur i ministerbilen, ikke til plejehjem, men til kystsikringsbyggerier, cybersikkerhedsforedrag, hemmelige og halvhemmelige beredskabsprojekter og anlæg af sikkerhedsmæssig betydning, hvis russerne vælger at give Bornholm en afretningsflad bare for at vise, at de kan. Og med et embedsværk, der med fornøjelse forbereder besøg fra Forsikring & Pension, Finans Danmark, Dansk Industri, Green Power Denmark og alle andre, der ønsker noget drøftet med ministeren, der dog desværre ikke har nogen penge, men et kludetæppe af opgaver.

Så galt kan det gå. Men lad os nu først se, hvad Torsten Schack Petersen får med sig af bevillinger.

 

Foto: Kim Dahl/Effectphoto

Læs mere

Nykredit og topchef Michael Rasmussen står ved skillevej. Hvornår kommer generationsskiftet?

Uafhængige investeringsforeninger taber stadig penge – store banker rykker fremad

Kapitalforvaltere er stadigvæk presset på formuer. Enkelte genvinder dog terræn

Investeringsforeninger i stærkt comeback: Se fondene med de bedste og dårligste afkast i 2023

Kunder har trukket milliarder ud af uafhængige forvaltere

Nedturen fortsætter for milliardforvaltere

Milliarder er forduftet fra store kapitalforvaltere