Out-innovative

Kultur

Innovationen rykker væk fra Silicon Valley

Bogen ’Out-Innovate’ får topkarakter og er skrevet af Alexander Lazarow og fortæller, hvordan innovation langsomt bliver mere globaliseret og sker i byer som Nairobi, São Paulo og Delhi i stedet for innovationens højborg, Silicon Valley.

Silicon Valley har i mange år været synonym med iværksætteri og betegnes af mange som verdens epicenter for iværksætteri og teknologi. Adskillige virksomheder arrangerer inspirationsture til Silicon Valley for at hente inspiration hos virksomheder som Apple, Intel, Google, der alle har hovedsæde i Silicon Valley.

Derfor er det også med rette, at Silicon Valley med sine gode universiteter, adgang til venturekapital og stærke hightechvirksomheder er blevet betragtet som det ultimative sted at etablere en startupvirksomhed.

Silicon Valley er sammen med Tel-Aviv, London og New York en klynge af stærke etablerede startupøkosystemer, men der sker også innovation uden for disse fire byer. Det er denne form for innovation, som bogen kalder for frontier innovation, og den foregår i andre byer i USA, Europa og i udviklingslande.

Boganmeldelse

Titel: Out-Innovate – How Global Entrepreneurs from Delhi to Detroit Are Rewriting the Rules of Silicon Valley
Af: Alexandre Lazarow
Forlag: Harvard Business Review Press
Sprog: Dansk
Sideantal: 256
Pris: 280 kroner
ISBN13: 9781633697584

6 af 6 stjerner

Innovation sker overalt

Silicon Valley har ikke længere patent på teknologisk innovation. Teknologiske virksomheder spirer overalt i verden, eksempelvis Spotify i Sverige og Alibaba i Kina. Derfor er det interessant at rette søgelyset mod de fjerneste egne af verden, og her kan vi også lære noget nyt.

Virksomhederne i Silicon Valley har vækst som mål og søger hele tiden den næste kapitalindsprøjtning til at drive væksten.

Virksomhederne i Delhi og Brasilien har andre mål. De har ikke samme muligheder for at søge kapital, så de skal drive forretning smartere. Dette er blot en af de mange forskelle, der bliver beskrevet i bogen.

Bogen fungerer som en stor inspiration og gennemgang af, hvad man kan lære af de virksomheder, der har succes, men som man ikke hører så meget om.

Innovation er mere end Silicon Valley

Hvis man er stor beundrer af Silicon Valley, vil denne bog bringe et nyt perspektiv. Gennem bogen falmer ’glansbilledet’ af Silicon Valley langsomt, og man får et helt andet perspektiv på innovation.

Den helt store læring fra bogen bør være, at innovation i Silicon Valley har medbragt mange gode ting, som man kan lære af. Men samtidig bør man også holde øjnene åbne for den innovation, der sker i resten af verden, da den ofte bygger på best practice fra en lang række tilgange.

I takt med en mere globaliseret verden er fremtidens innovation rykket fra Silicon Valley og ud i de enkelte lande. Bogens pointe er også, at fremtiden ligger i de økosystemer, der formår at lære af best practice og tilsætte den viden om de markeder, de opererer i.

Bogen er en stor øjenåbner for, hvordan fremtidens innovation kan se ud samt en stor mulighed for iværksættere, virksomheder mv. til at lade sig inspirere. Jeg giver bogen 6 stjerner for en meget relevant og reflekterende fortælling om frontier innovation.

Af Daniel Omann Gru, Danish Crown

LÆS OGSÅ

Blandet anmeldelse af Pikketys digre værk

Teknologiske fremskridt er ikke forbandede

Dræber tavsheden og kulturen virksomhedens nye strategi?

Små reflektioner om kunst og ledelse

Konsulenten skal bidrage med metode, ikke ekspertviden

Sådan får vi flere kvinder i ledelse

Se forretningsudvikling i et helt nyt perspektiv i blændende ny bog

Få dine medarbejdere med, og skab fælles retning