Forbandede fremskridt

Kultur

Teknologiske fremskridt er ikke forbandede

Er Silicon Valley teknologiens svar på Mordor? Vores anmelder er ikke i tvivl, hvad angår bogen ’Forbandede Fremskridt’. De to forfattere ser for dystert på konsekvenserne ved nye teknologier fra de sædvanlige skurke i form af USA’s techgiganter.

Brødrene Johan og Adam Moe Fejerskov har begået en bog, der trods sit teknologiske fremsyn nærmest er blevet overhalet indenom. Synderen er selvfølgelig coronavirussen, der har lagt sig som en tåge over jorden, igennem hvilken alt nu skal iagttages.

Men først om selve bogen. Politiken-journalisten Johan Moe Fejerskov og hans bror, Adam Moe Fejerskov, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, forsøger med seks såkaldte nedslag at afdække konsekvenserne af de nye teknologier, som dukker op alle vegne.

Tesen er, at nok er mange teknologier tænkt som noget, der giver muligheder for mange, men i realiteten er de skadelige for de fleste.

Her er de – klassiske – historier om, hvordan Amazon, Facebook, YouTube osv. udnytter de personlige data, deres brugere gladelig afgiver i bytte for onlineunderholdning. Konsekvenserne er ifølge forfatterne så vidtrækkende, at det ikke kun handler om det enkelte menneskes rettigheder, men i værste fald underminerer de demokratiske samfunds bæredygtighed.

Boganmeldelse

Titel: Forbandede fremskridt
Af: Johan Moe Fejerskov og Adam Moe Fejerskov
Forlag: Gyldendal
Sprog: Dansk
Sideantal: 270
Pris: 250 kroner
ISBN13: 9788702276091
3 af 6 stjerner

… og hva’ så?

På ingen måde vil jeg bagatellisere de problemstillinger, forfatterne forsøge at sætte fokus på. De er relevante, og der er behov for kritiske røster – understøttet på behørig vis – i forståelsen af de udfordringer, som ny teknologi medfører. Men bogen synes at stå i vejen for sit eget budskab.

Allerede fra første side står det læseren klart, at forfatterne vil være kritiske i deres tilgang. I sidste ende bliver det en langtrukken og ensidig affære.

Nok hører vi om de ulyksaligheder, der udgår fra teknologiens svar på Mordor, Silicon Valley, men vi bliver ikke hjulpet i at kunne oversætte det til noget konkret og nærværende. Hvad betyder de nye teknologiers mørke sider for danske virksomheder? Hvad kan man som leder og virksomhed gøre? Hvad er det for konkrete valg, man står overfor? …

Tæt på teknologierne med corona

På nærmest underfundig vis slår det globale udbrud af coronavirus endnu et ben væk under bogen.

Jordens nedlukning synes næsten kun mulig på grund af teknologien. Fysisk social kontakt er erstattet af sociale medier, mødelokaler er blevet virtuelle, og turen ned i supermarkedet efter toiletpapir gøres nu på nettet.

Jeg tror, der er mange, der har fået et tættere og mere fortroligt forhold til de nye teknologier i denne tid. Folks adfærd i forhold og holdninger til de nye teknologier har ændret sig radikalt på meget kort tid.

Bogens pointer er ikke forældet med coronaudbruddet, og paradoksalt nok er de måske mere relevante end nogensinde, men bogen fremstår ikke længere som en bog af vores tid.

Af Olav Vorup – Head of People Skills, Maersk Training Svendborg A/S

LÆS OGSÅ

Dræber tavsheden og kulturen virksomhedens nye strategi?

Små reflektioner om kunst og ledelse

Konsulenten skal bidrage med metode, ikke ekspertviden

Sådan får vi flere kvinder i ledelse

Se forretningsudvikling i et helt nyt perspektiv i blændende ny bog

Få dine medarbejdere med, og skab fælles retning

Simple råd til mandlige ledere med lederskab i ubalance

Projektledelsesnørderi til den store guldmedalje

Klummebog er ærlig underholdning

Bliv klogere på cybersikkerhed med højaktuel bog