leder_mand_menneske_streg

Kultur

Simple råd til mandlige ledere med lederskab i ubalance

Der er mere end nogensinde brug for stærk, autentisk og troværdig ledelse, men det kræver, at man kender sig selv som leder. Og det er ikke så let, for mange mænd lukker sig følelsesmæssigt inde bag høje ambitioner, høj faglighed og høj selvtillid, men mangler selvværd og måder at håndtere kriser på. Ny bog giver gode tips til mandlige ledere.

En bog til mænd i ledelse, skrevet af en erfaren ledercoach og mandeterapeut Annette Jønsson.

Jeg lurede lidt, da begyndte at læse den. Hvad er nu det?

Inden for ledelse og ledelsesteorier er der i mange år arbejdet med diversitet og ligestilling mellem kønnene, hvad man kan lære af hinanden, hvad mandlige og kvindelige ledere bidrager til i et lederteam. I erkendelse af, at blandede lederteam giver de bedste resultater.

Nå, men nu altså en bog kun til mænd med gode ideer og råd til selvhjælp til, hvordan mandlige ledere skaber balance mellem det at være mand, leder og menneske.

Det må være, fordi de trænger særlig til hjælp, tænkte jeg, eller fordi de skal lære noget særligt for at skabe balance i lederskabet.

Men nej! Der er fem trin i bogen, som er baseret på flere hundred coachingsamtaler: Tilpas dit tempo, vær nærværende, lyt, accepter forskellighed, kommuniker – stå ved med ord. Det er gode råd til alle ledere – både kvinder og mænd.

Og som jeg læste mig igennem bogen, må jeg konstatere, at den er velskrevet, men der er kun simple og gode råd undervejs, som man skal være meget nybegynder som leder for at kunne få glæde af.

Er man ikke nybegynder, er der stor risiko for, at man bliver irriteret undervejs og føler sig talt ned til, da bogens råd til tider er banaliteter og almindelig snusfornuft.

Boganmeldelse

Leder, mand og menneske – 5 trin til lederskab i balance
Af: Annette Jønsson
Forlag: Praxis – Nyt Teknisk Forlag
Sprog: Dansk
Sideantal: 175
Pris: 350 kroner
ISBN: 978-87-571-3999-0
3 af 6 stjerner

Ikke nyt at være autentisk og kende sig selv som leder

Indledningen til bogen kommer med mange gode budskaber til mænd i ledelse. Der er mere end nogensinde brug for stærk, autentisk og troværdig ledelse, og det begynder med, at man skal kende sig selv som leder. Så langt, så godt men ikke rigtig nyt.

Mange mænd lukker sig inde følelsesmæssigt, skjuler sig bag høje ambitioner, høj faglighed og høj selvtillid, men mangler selvværd og mangler måder at håndtere kriser på, når livet slår et sving. Derfor skal man som leder starte med at kunne mærke sig selv, lede sig selv, før man kan lede andre. Selvindsigt og selverkendelse er gode forudsætninger for, at man som leder får en god balance mellem det rationelle og det irrationelle og kan balancere det i ledelsesjobbet, og at man får fundet god balance mellem leadership og management.

Annette Jønsson vil med bogen lære mænd at stå ved sig selv, kommunikere tanker, og sige følelser højt. Gode intentioner.

Men når man så begynder på selvhjælpsbogen, forsvinder dybden. Der er en stor risiko for, at mange mænd vil bladre videre og tænke, at det kan jeg da godt – træk vejret dybt, tal mindre, lyt mere, hav øjenkontakt – ja, man skal helt om til slutningen af trin tre og trin fire, inden man møder noget, som nok for mange mænd er svært: Accepter dig selv, lyt til din sårbarhed, træn rummelighed, sæt ord på dine følelser, sig højt, hvad du tænker, mærk flowet i dig lederskab.

Men jeg frygter, de fleste har opgivet, inden de kommer så langt. Der er alt for mange almindeligheder og ting, man har hørt på det første lederkursus eller på et kursus for specialister.

Nybegyndere kan hente mest hjælp – der er mange eksempler og øvelser

Styrken ved bogen er de mange eksempler med mænd og deres problemer – i en god blanding mellem arbejdsliv og privatliv. Her kan de fleste finde paralleller til egen hverdag og finde god inspiration, som man kan bruge. De mange eksempler gør også bogen let at gå til.

Men når man så læser opsamlingen på casene og de øvelser, der bliver foreslået, så dukker banaliteterne og snusfornuften op igen, så man tænker: Er der ikke andet og mere, man kan gøre? Er der ikke noget, som jeg kan tænke lidt mere over i dybden. Man skal være ret ureflekteret som leder for ikke at stille det spørgsmål.

Som nybegynder og som mand kan man hente hjælp – især i de afsnit hvor det handler om at lytte til egen sårbarhed, accept og rummelighed af forskellighed, selvaccept og konfliktløsning.

En selvhjælpsbog til mandlige ledere, men en mere letbenet en af slagsen. Og kvindelige ledere, der er nybegyndere, kan også lære af den.

Men det skader ikke at bladre den igennem – den er hurtig læst. Et par øvelser vil måske også kunne få mænd til at se nogle sider af lederjobbet, som de ikke har set før, og få dem til at mærke efter og skabe mere balance i lederjobbet. Til glæde for dem selv, for lederkolleger, for medarbejdere og for familien.

Af Lilian Mogensen, professionelt bestyrelsesmedlem og rådgiver, tidl. koncerndirektør i ATP og Udbetaling Danmark

LÆS OGSÅ

Projektledelsesnørderi til den store guldmedalje

Klummebog er ærlig underholdning

Bliv klogere på cybersikkerhed med højaktuel bog

Red Bull-ejer vil købe sig ind i Brøndby

Udenlandsk investor lurer på Brøndby

Parken afviser udenlandsk bejler

Parken-ejere smadrer amerikanske opkøbsdrømme

Rigmænd gør grin med børs og investorer 

Pengestærke investorer vil købe Parken