Målet er at finde den hellige gral inden for innovation. Og konsulenterne spiller en stadig større rolle i jagten. InsideBusiness ser nærmere på den hastige forandring i konsulentbranchen i disse år, hvor gamle spillere risikerer at tabe terræn til nye og dygtigere digitale rådgivere.
Og så handler det om noget så gammeldags som taxakørsel, hvor der kan kan være en ’revolution’ på vej i Danmark. Dog ikke nødvendigvis fra Uber, snarere fra taxafirmaet Cabonline, der med en britisk kapitalfond vil indtage Danmark via opkøb. Første skridt på vejen er at overtage Danmarks største taxaselskab, Dantaxi 4×48, men Cabonline er også selv i spil, da fonde som CVC og Nordic Capital lige nu kigger på mulighederne for at overtage Nordens førende taxafirma.
Vi sætter igen kritisk fokus på det boomende marked for virksomhedsobligationer. For flere aktører klager over, at informationsniveauet er for dårligt, og indtil videre er blandt andet fonden Solix blevet sat i skammekrogen af en investor.
I denne uge er Peter Nyholm taget med til VL-døgnet på Borreby Gods på en lettere dyster agenda, der passer meget godt til det flotte fredede gods. For det handler om ’Europas Fremtid – mod alle odds’. Mange påpeger med god grund, at Europa halter bagud, hvad angår innovation og investeringslyst. Men hvor galt står det egentlig til i Danmark?
It-sikkerhed er hovedtemaet for denne uges klumme fra partner Claus Andersen fra EY. For er den stadig mere centrale it-sikkerhed en barriere for vækst eller en konkurrencefordel?
Ukendt forsikringsselskab stormer frem
I denne uge har vi også haft fokus på et af Danmarks p.t. mest interessante forsikringsselskaber, Gefion Insurance, der stormer frem baseret på en forretningsmodel, hvor agenter sælger de danske forsikringer i flere europæiske lande. Væksten imponerer, men den konservative danske forsikringsbranche er skeptisk over for hurtigløbere.
Vi har også et interview med Bains nye danske topchef, der planlægger en offensiv, ligesom vi går tæt på kapitalfonden Investcorps salg af obligationer i kriseramte Georg Jensen, der ligner et forsøg på at slippe af med en dundrende hovedpine.
På denne uges kultursider handler det om en anmeldelse af værket ’Modstillinger i organisations- og ledelsesteori’, som man skal være lidt af en ledelsesentusiast for at komme igennem. Den får dog 4 af 6 stjerner.
God læselyst!
InsideBusiness teamet.