scor jobbet

Kultur

Bliv verdensmester til jobsamtaler

Jobsamtale. Alene ordet kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen hos selv de mest erfarne karrieremennesker. Der er mange uskrevne regler, der er mange normer, og der er meget på spil. Derfor giver det mening med en bog, der samler dos and don’ts. Lige fra du træder ind ad døren til samtalen, til du modtager feedback. Den bog er her nu.

Med ’Scor jobbet til samtalen’ kommer forfatter Steen Kræmer Rasmussen med opfølgeren til succesen ’Hit med jobbet’, hvor han gav en udførlig guide til at skrive en god ansøgning. Nu er det altså – naturligvis – jobsamtalen, der kommer under kærlig behandling. Lad det være sagt med det samme. Han fortsætter i samme stærke stil.

Bogen rummer fire dele: introduktion, forberedelse af samtalen, spørgsmål til samtalen og selve samtalen. Der er råd, som man forventer at læse om, og så er der de mere uventede. Man kan læse om alt fra power poses til storytelling. Alt gøres konkret, og der gives eksempler – brugbare eksempler.

Budskaberne i bogen er klare. Især mantraet om god forberedelse er tydeligt. Det kommer blandt andet til udtryk i kapitlet om, hvordan du bedst researcher om jobbet inden selve samtalen. Her får du en gennemgang af ikke mindre end ni kilder til viden om din måske kommende arbejdsplads.

Forberedelsesmantraet ses også i den systematiske og grundige gennemgang af de mest klassiske indledende spørgsmål i jobsamtalen. Hvordan forbereder du for eksempel på forhånd stærke svar på spørgsmål som ”fortæl lidt om dig selv…” eller ”hvorfor søger du jobbet?”

Bogen rummer gode perspektiver på 20 svære spørgsmål som du kan støde på: ”Hvad er dine svage sider?”, ”hvor meget skal du have i løn?”, ”hvorfor er der hul i dit cv?” og andre klassiske spørgsmål, som kan fange én på det forkerte ben.

Undervejs kommer der også råd til, hvordan du får styr på nerverne, hvordan du arbejder med dit kropssprog, og hvordan du kan styrke din egen retorik. Her kommer man fint omkring og får det vigtigste med. Det er en fin balance, for der rigeligt med stof til selvstændige bøger i hvert af disse kapitler.

Din egen træningsmakker

Sproget er helt nede på jorden. Fra første side får man fornemmelsen af, at man sidder med en træningsmakker, der er i gang med at gøre en fuldstændig klar til samtalen. Det er en fed fornemmelse. Man er tryg som læser. Selv de sværeste situationer og spørgsmål bliver gjort gennemskuelige og enkle. Det har den effekt, at det får ryddet en række usikkerheder af vejen inden samtalen.

Målgruppen er bred. Alle, der står over for en jobsamtale, vil utvivlsomt stå stærkere efter at have læst denne bog. Efter endt læsning får man faktisk næsten lyst til lige at prøve sine tilegnede teknikker af.

Det er jo en god start, når man skal ud at score sit næste drømmejob.

Af Kasper Wittrup H&B | Hildebrandt & Brandi

LÆS OGSÅ

Dronningens nye klæder – en belysning af de klassiske misforståelser om køn

Hvordan jeg får sat mig selv i spil som leder

Oplev fænomenet Warren Buffet på dansk

Ny skarp bog giver opskriften på optimalt mentorskab

Kom tæt på en kunster med stort investeringspotentiale

Gør et kunstkup på kunstmesseweekend

Mestrer din organisation digital transformation?

Interessant festskrift om kontroversiel økonom

En kogebog til digitale kundestrategier

Ni løgne om arbejde og arbejdsliv