VP_Weidekampsgade_1 (2)

Leder

Velkommen til InsideBusiness #9

Det skulle have været en fremtidssikret nordisk platform for værdipapirer fra VP. Men Nordea og Danske Bank ville ikke finansiere det. Vi går bag om det kuldsejlede projekt. Læs blandt andet også om de svære tider i Mærsk og om et opsigtsvækkende udfald fra Jørgen Huno mod Novos ejerstruktur

Det var et stort projekt, der skulle have fremtidssikret salgsaktuelle VP og sikret en helt ny nordisk platform for værdipapirer. Men det gik ikke, fordi storbankerne sagde nej til at betale regningen. Hvad skal der nu ske med VP?

Dernæst handler det om bestyrelser: Simon Lund Christiansen beretter om et overraskende udfald fra den garvede bestyrelsesformand Jørgen Huno Rasmussen mod fonds- og ledelsesstrukturerne i Novo og Leo Pharma.

Vi har også fokus på den svære situation i Mærsk, hvor topchef Søren Skous ambitiøse strategi indtil videre har været lidt af en fuser. Salget af olieforretningen har ikke været heldigt, og investorerne er bestemt ikke tilfredse.

Går tæt på kapitalfondenes sparringspartner

Vi går også tæt på det diskrete konsulenthus Bain & Company, der siden den spæde start i Danmark er vokset til at blive kapitalfondenes førende sparringspartner, når der skal købes eller sælges selskaber. Konsulenthusets danske chef, Niels Peder Nielsen, forudser endnu et travlt år i 2018, hvor Bain i en spritny rapport beskriver, hvordan kapitalfondene er under massivt pres for at placere de mange milliarder, investorerne har betroet dem de senere år.

Vi har i denne uge også skrevet om den eskalerende modstand mod dieselbiler, der rammer både banker, leasingselskaber og bilejernes pengepung. Vi ser også nærmere på innovationskampen mellem bankerne, hvor Jyske Bank og it-direktør Peter Schleidt har en plan for at matche Danske Bank. Vi har også nyt om kapitalfonden EQT, som er i færd ved at skaffe pengetanke og pensionsselskaber til at investere i rekordfond. Og så handler det om satellitvirksomheden GomSpace, der skal rejse penge.

Denne uges kultur er en anmeldelse af en bog, der hjælper dig med at blive en succes som dit eget personlige brand primært via sociale medier.

God læselyst

InsideBusiness-teamet