McKinsey

Leder

Velkommen til InsideBusiness #38

Hvem vinder og taber slaget om konsulentmarkedet i Danmark? I denne uge kortlægger vi branchens udvikling. Læs også om DSB’s indtog på ejendomsmarkedet, om dankortet er dødt og om et advokathus i comeback.

Det kan være en dyr omgang at læse markedsudviklingen forkert, hvis man er et stort konsulenthus på det danske marked. Det viser InsideBusiness’ gennemgang af konsulentbranchens 10 førende spillere.

I denne uge løfter vi også sløret for den statslige koncern DSB’s indtog på ejendomsmarkedet. Her satser DSB på de kommende år at hente en solid fortjeneste ved at udvikle ejendomme på de mange tomme banearealer, man råder over rundtomkring i landet. Vi går tæt på den statslige aktørs planer og løfter sløret for DSB’s første store projekt, som man i fortrolighed har på markedet.

Få desuden mere viden om advokatbranchen, hvor Plesner nu slår tilbage efter et angreb fra rivalen Accura tidligere på året. Trækket sker, samtidig med at de fleste i branchen sidder nervøst i stolen og afventer, hvorvidt branchen igen bliver kastet ud i en omfattende stoleleg.

Læs også mere om kampen om fremtidens betalingsmiddel. For hvad skal der blive af dankortet, hvis Apple Pay fortsætter sin sejrsgang, for kortet har ikke plads hos Apple, og bankerne vil ikke hjælpe nationalkortet på vej? Der er lagt i kakkelovnen til nok et opgør om dankortets fremtid – InsideBusiness har allerede taget første ladegreb på sagen, da vi først på ugen skrev om konkurrencekommissær Margethe Vestagers kommende sag mod netop Apple og Apple Pay.

Denne uge har også handlet om bankernes store årsmøde i Finans Danmark, hvor en grøn agenda stjal fokus fra branchens mere kritiske sager. Flot arbejde af brancheorganisationens kommunikationsfolk, men hvad gør erhvervsminister Simon Kollerup næste gang, en skandalesag rammer sektoren?

Møgsager kender de for tiden alt for godt i fonden Nordic Eye, hvor en overraskende ny udvikling er i gang, idet formand og advokathus stopper i protest mod forholdene.

Der er også mulighed for at blive klogere på bankernes obligationsudstedelser, som for især små banker er afgørende for evnen til at konkurrere i fremtiden.

På kultursiderne anmelder vi en bog, der giver gode råd til at score det gode job til jobsamtalen.

God læselyst!

InsideBusiness-teamet