kasi

Kultur

Boganmeldelse: Ukuelig iværksætters kamp om magt og millioner

Det er først og fremmest for underholdningens skyld, at man skal læse ’Kasi-Jespers kamp – manden, magten og millionerne’. Til gengæld løses den opgave eminent godt af forfatter Ole Hall. Bogen får fem af seks stjerner.

’Kasi-Jesper’ portrætteres som en magt- og pengeliderlig drengerøv, der sælger sand i Sahara med varierende succes og for lånte midler. Og selv om forfatteren i forordet understreger, at Jesper Nielsen afslog at kommentere bogens beskrivelser, så kan man som læser gentagne gange undervejs ikke undgå at stoppe op og tænke, om skildringerne nu er sandhed eller fordrejet fiktion.

Kasi-Jesper citeres for at mene, at bogen giver et ”fordrejet og urimeligt billede af hans person og bedrifter” – og det følger læseren gennem bogen.

Men selv om indtrykket af Kasi-Jesper svækkes af de mange beskrivelser, kan man ikke lade være med at blive fascineret af, hvad han har opnået. Hans evne til at rejse sig igen er nærmest uden sidestykke, og for det bør han fremhæves som en ener.

Kasi-Jespers kamp – manden, magten og millionerne

Forfatter: DR-journalist Ole Hall
Forlag: Gyldendal Business
Sideantal: 200
Sprog: Dansk
Pris: 300 kroner
ISBN13: 9788702268591
5 af 6 stjerner

Bogen tegner et spændende portræt af en sælger med stort S. En mand, der har været i stand til gang på gang at genopfinde sig selv – fra tankforpagter, til Fakta-chef, smykkesælger, direktør og så videre. Med et eminent blik for at skabe publicity omkring sig selv og sit firma. Kasi-Jesper portrætteres som en viljestærk, ærekær og magtsøgende mand i en verden, hvor millionbeløbene aldrig bliver store nok.

Den amerikanske drøm på dansk

Jesper Nielsens familie er et godt eksempel på opofrelse for en større sag, og tankerne bevæger sig i retning af den amerikanske drøm, når det beskrives, hvordan mor og søster tidligt i Jespers karriere siger deres job op for at kunne støtte ham i at udleve Jespers drøm.

Fortællingen om arbejderfamilien, der stiger op i samfundet, er spændende og medrivende. Men i stedet for at omgive sig med familiemedlemmer og jasigere kunne Jesper Nielsen med fordel have omgivet sig med mennesker med komplementære færdigheder og indsigt i Kasi-eventyrets svagheder og begrænsninger.

Jesper Nielsen har også selv stiftet familie og har fået fem børn med to forskellige kvinder. Også deres liv har været en rutsjetur fra lavere middelklasse til pomp og pragt, tilbage til ingenting og igen op på hesten med dyre biler, smykker og design.

”En dag skal der laves en hollywoodfilm om mig, og den vil få ’The Wolf of Wall Street’ til at ligne en børnefilm,” citeres Jesper Nielsen for at have sagt til bogens forfatter. Han løfter sløret for en verden, der er svær at forstå for en gennemsnitlig dansker.

Ikke god til at kravle

En af Jesper Nielsens nuværende samarbejdspartnere, Allan K. Pedersen, citeres for denne billedlige beskrivelse af Kasi-Jesper:

”Man skal kravle, før man kan gå. Men den del er Jesper ikke så god til. Han tror i stedet, at han kan flyve, og så skal det jo gå galt nogle gange. Tingene falder af og til sammen bag ham. Det har man jo set et par eksempler på. Jeg tror ikke, det er ond vilje. Men Jesper har damp i anden potens, og han moser af sted. Når han så har fortalt hele verden, hvor godt det går, så tror han efterhånden selv på det. Det er jo meget menneskeligt på en måde”.

Kasi-Jespers Kamp er en særdeles velskrevet og underholdende bog med et indblik i erhvervslivets frække dreng i klassen. Jesper Nielsens entusiasme og flair for salg er som en magnet for avisoverskrifter – og læserne elsker at følge med i op- og nedturene.

Bogen skal læses som underholdning snarere end ledelseslitteratur. Men læses den som ren underholdning, er den en anbefaling værd – forfatteren mestrer et sprog og fortællestil, der er i sjælden særklasse.

Bogen er anmeldt af Sofie Breum, Senior Advisor, Hildebrandt & Brandi

LÆS OGSÅ

Absurditeter, hyklerier og tvende tunger

Tænk, hvis alle kunne få bedre arbejdsdage

Kom tæt på Det Kongelige Teaters nye sæson

En frisk vej til bedre ledelse i organisationer

Computeren som ny seddelpresse i en kulørt verden

Teknologiens indtog – skal 27-årig programmør styre menneskeheden?

Solid bog om private investeringer

Guide til kvinder i kunsten

Boganmeldelse: Kampen om fremtidens kunstige intelligens

Sådan kan ledelse løfte danske lokalområder