AP Pension

Pension

Her er de bedste og dårligste afkast i pensionsbranchen i 2020

InsideBusiness kortlægger de bedste bedst og dårligst performende danske pensionsselskaber og pensionskasser for 2020 målt på afkast. AP Pension ligger i front, mens ISP ligger særdeles dårligt placeret. Se også den markante udvikling i selskabernes grønne satsninger, som boomer i disse måneder. 

2020 har været et vildt, vildt år på investeringssiden. Mens nogle selskaber var nede med 15-20 procent i negativt afkast, da coronakrisen var dybest, endte alle 16 selskaber og pensionskasser i denne sammenligning i plus, men med kolossal variation i tallene.

Sagen kort

InsideBusiness kortlægger i denne uge alle tilgængelige pensionskasser og selskabers afkast for 2020. Året var dramatisk og udsvingene kolossale, og blandt de danske pensionshuse er forskellen på afkast i den høje ende.

Det lykkedes dog alle at komme i mål med positive afkast, mens det paradoksalt nok gik hårdt ud over ISP, som netop har skiftet leverandør fra AP Pension til Sampension, og lige præcis det bytte var utrolig dårligt, da AP Pension landede det højeste afkast på knap 10 procent, mens ISP havde det dårligste på bare 2,7 procent i sammenligningen, som vedrører kategorien moderat risiko med 15 år til pension.

Også Danica, Velliv, AkademikerPension , Pensam, Pensiondanmark og PBU havde et godt år, mens PFA, Sampension og Industriens Pensions afkast var på det jævne.

Således gik det overordentlig skævt for teknikum- og diplomingeniørernes pensionsselskab, ISP, der endte med bare 2,7 procent i afkast, mens højdespringeren blev AP Pensions Active i gennemgangen, der leveres af Nikolaj Holdt Mikkelsen.

Nikolaj Holdt Mikkelsen medregner i modsætning til de fleste andre afkastanalyser alle pensionskasser og selskaber, inklusive Pensam, dog eksklusive PKA, som ikke har kunnet levere afkasttal.

Hos AP Pension er det is i maven i en hektisk tid, krydret med et par rigtige investeringsbeslutninger, der har sikret det bedste afkast i kategorien moderat risiko med 15 år til pension.

”Det har på mange måder været et vildt år. Da det så sortest ud, var vi nede med 15-20 procent i afkast. Nu endte vi i stedet med næsten 10 procent i afkast. Det er båret oppe af en stor vægt af it-aktier, at vi købte kreditobligationer på et gunstigt tidspunkt i marts, og at vi foretog en stor rotation i aktieporteføljen og købte coronapåvirkede valueaktier og small cap, idet vi satsede på, at der ville komme en vaccine. Den manøvre bar så frugt i november og december,” siger investeringsdirektør Ralf Magnussen fra AP Pension.

Andre selskaber, der ligger dårligere i afkast, giver deres investering i alternative investeringer en del af skylden for svage afkast, men det giver Ralf Magnussen ikke meget for.

”Med vores alternativer som ejendomme, skovfonde og landbrug har vi også haft positive afkast, dog ikke så høje som på aktiesiden og på grønne investeringer. Jeg synes, det svært at bruge udviklingen i alternativer som undskyldning for et svagt afkast. De klarede sig fint under markedsuroen, selv om det dog skal siges, at vi har en robust ejendomsportefølje, som ikke indeholder eksempelvis hoteller.”

ISP skuffer ingeniørerne

Paradoksalt nok overtog Sampension forvaltningen af ISP’s pensionsmidler, altså diplom- og teknikumingeniørernes opsparing, i 2019 fra AP Pension. Og man må umiddelbart konstatere, at det var et dårligt bytte, idet AP Pension jo leverede analysens bedste afkast på 9,76 procent, mens ISP blev nummer sjok med bare 2,7 procent i afkast.

Fra Sampension, der passer på ISP’s penge, undskylder investeringsdirektør Henrik Olejasz Larsen sig med overvægt af valueaktier, undervægt af obligationer og en portefølje af alternative investeringer, der er under opbygning.

Det var en særdeles dårlig cocktail i første halvår, hvor covid-19 og heraf følgende massive stimuli fra centralbanker og finanspolitik skabte store vindere og tabere på de finansielle markeder.

”Der er heldigvis langt til de tocifrede negative afkast, vi oplevede i foråret, men vi anerkender, at slutresultatet kunne have set bedre ud,” siger Henrik Olejasz Larsen, som peger på, at det tager tid at opbygge alternative investeringer i eksempelvis unoterede aktier, ejendomme, infrastruktur og skovdrift.

”Det er en proces, som er kommet godt fra start, men som strækker sig over en længere årrække. Derfor er ISP’s afkast på alternative investeringer anderledes – og lavere end for eksempel Sampensions,” forklarer Henrik Olejasz Larsen, med henvisning til at det lykkedes Sampension at komme i mål med hæderlige 6,64 procent i afkast for 2020.

Også ISP’s strategi om at investere i valueaktier blev ramt, da prisen på vækstaktier steg endnu mere og faldt på value. På et tidspunkt var forskellen i afkast på de to klasser helt oppe på 30 procent. Alligevel har ISP fastholdt sin investeringsstrategi gennem 2020 og fastholder en overvægt af valueaktier.

Industriens Pension skuffer for første gang længe

Også Industriens Pension ligger med 5,34 procent i afkast i den tunge ende af feltet, om end langt bedre end ISP og LD (3,07 procent). Her fremhæver investeringsdirektør Peter Lindegaard, at selskabet ligger med en tung eksponering mod alternativer med 30 procent af investeringerne.

”Vi ligger bare rigtig højt på alternativer, og der kan vi se, at de har svært ved at følge med det noterede aktiemarked, når det går så stærkt som i 2020. Der er bare en tidsforskydning mellem realøkonomien og aktiemarkedet, som de børsnoterede aktier fanger hurtigere. Til gengæld har vi en forventning om, at de unoterede investeringer følger med op, hvis det går, som man håber med covid-19-vaccinationerne.”

Peter Lindegaard henviser til, at Industriens Pension faktisk ligger blandt de allerbedste på årligt afkast, hvis vi ser på det gennemsnitlige årlige afkast over 7 år med 7,7 procent i afkast efter Velliv Indeks med hele 8,7 procent i afkast i den lange periode. Det kan også have betydning, at Industriens Pension trappede ned på aktieandelen lidt før de andre selskaber, så 2020-afkastet ikke blev så godt.

Men der er dog også ting, som Peter Lindegaard gerne ville have gjort anderledes.

”Altså, trods det noget specielle år har vi ikke opført os meget anderledes, end vi har gjort de senere år. Men et af de problemer, vi har haft i en lille del af porteføljen, har været på udenlandske ejendomsfonde med eksponering mod eksempelvis kontorer i New York og Storbritannien. Her er vi blevet ramt i lighed med storcentre og andet.”

Pensionsgiganten PFA tager defensiv strategi op til overvejelse

PFA ligger med et afkast på 5,54 procent også i den nedre ende af skalaen. Det skyldes ifølge koncerninvesteringsdirektør Kasper A. Lorenzen, at man valgte en ret defensiv tilgang til hele coronakrisen, og det kostede på afkastet.

”På grund af voksende usikkerhed som følge af coronapandemien ønskede vi ikke at tage unødig risiko for kunderne, og derfor valgte vi at lette foden en smule fra speederen. Det har kostet på afkastet i et år, hvor risiko belønnede sig, og hvor finansmarkederne er blevet understøttet af rekordstore hjælpepakker fra myndigheder og centralbanker. Så vi må sige, at det gode gamle råd ’don’t fight the FED’ stadig er uhyre relevant, og selv om vi løbende har et stort fokus pengepolitikken, så kommer vi til at skærpe opmærksomheden endnu mere på det aspekt.”

Nu er det en refleksion i PFA, om man alligevel var for defensiv i sin tilgang til markedet.

”Vores afkast for middelrisiko med 15 år til pension har i 2020 fulgt den generelle udvikling på finansmarkederne, men vi har ikke formået at skabe et merafkast. Det skyldes forsigtighed både generelt og i forhold nogle af de populære techaktier, som især drev markederne op i 2020. Det er selvfølgelig dispositioner, som vi nu er i gang med at kigge på, for ligesom det kan være en risiko at tage for meget risiko, kan det også være en risiko at tage for lidt.”

 Topdanmark leverer suverænt afkast på grønne investeringer

Også Topdanmark Liv ligger med 5,58 procent i afkast i den lave del afkastene. Årsagen er dog primært ikke de alternative investeringer, for dem har man ikke så mange af. Det skyldes ifølge administrerende direktør i Topdanmark Liv Vivian Byrholt i højere grad, at Topdanmark har en lidt anderledes aftrapningsprofil end mange af konkurrenterne, og når man ser på en sammenligning med 15 år til pension, så skruer Topdanmark i mellemrisiko ned for risikoen tidligere end visse konkurrenter, og derfor kan man ikke sammenligne det direkte.

Men der er da også ting, som Topdanmark gerne ville have ligget anderledes i, konstaterer hun.

”Især i første kvartal blev oplevelsesindustrien ramt rigtig meget af covid-19, og det ramte da nogle af de investeringer, som vi havde i rejse- eller oplevelsesrelaterede virksomheder, eksempelvis bryggerier eller inden for flyproduktion. Til gengæld havde vi så ikke meget eksponering mod indkøbscentre og hoteller. Hvis vi havde haft en krystalkugle, ville vi da have haft flere techaktier, men overordnet set er vi tilfredse,” siger Vivian Byrholt, der til gengæld har gjort det suverænt med den nye satsning på den mere bæredygtige investeringstilgang i Topdanmark Formålspension, hvor man har givet et afkast på flotte 14 procent, hvis man ser på det mest sammenlignelige investeringsvalg i opgørelsen.

”Altså, det har jo været et flot år, hvis man ser på ESG og grøn omstilling. Hele den vestlige verden er fokuseret på området, og det har haft betydning, at EU besluttede at satse på at løfte økonomierne ud af krisen gennem investeringer i grøn omstilling. Derfor ser vi over hele linjen, at de produkter, der har investeret i noget grønt, klarer sig pænt.”

Også AP Pension har en fond med fokus på grønne investeringer, AP Bæredygtig, som dog er lidt bredere defineret end kun klimainvesteringer. Også den har klaret sig godt med 8 procent i afkast i 2020.

”Vi lå 2 procent under vores AP Active Fond. Det kan vi godt være bekendt. Og ser man på den fond siden dens lancering i medio 2019, så har den faktisk klaret sig bedre end Active-fonden. Så der er bestemt gode afkast på grønne investeringer hos os også,” siger AP Pensions investeringsdirektør, Ralf Magnussen.

Danmarks stærke aktiemarked har hjulpet sektorens afkast

Ifølge Nikolaj Holdt Mikkelsen, som står bag afkastgennemgangen, er den ret positive udvikling hele vejen rundt lidt af en overraskelse.

”Ved begyndelsen af året havde ingen nok regnet med et gennemsnitligt afkast på 7,8 procent. Så det må siges at være gået ret godt hele vejen rundt i et noget usædvanligt år.”

Når der er store forskelle på selskabernes performance, så skyldes det forskelle på selskabernes aktieeksponering, og hvordan man lå ved starten af året. For købte man op først på året, da kurserne var høje, og før coronaen ramte, så har det været sværere at generere et afkast i superligaen. Men også andre forhold spiller ind.

”Det er klart, at de danske selskaber overordnet set har en ret høj eksponering mod det danske marked, som har gjort det særdeles godt. Det har hjulpet. De bedste selskaber er sandsynligvis også hjulpet af afdækning mod den faldende dollar, ligesom en tilt mod vækstselskaber og grønne investeringer formodentligt også trækker op. Alternative investeringer er blevet brugt til at stabilisere porteføljen og har også haft betydning.”

LÆS OGSÅ

Lukket møde i F&P sætter retning for pensionsbranchens problematiske værdiansættelser

Se pensionsselskabernes vækst. Velliv i offensiven med aggressiv strategi

Saxo Bank er klar til indtog på pensionsmarkedet

Nordea barsler med nyt pensionsselskab i Danmark

Leverandører vil udradere pensionsbranchens it-monstre

Her er de bedst og dårligst drevne pensionsselskaber

Pensionsselskab i knibe. Leverandører vil udradere pensionsbranchens it-monstre. Frasalg eller massive investeringer?

Hvor skal aktierne hen efter præsidentvalget?

Finanstilsynet: Priser på udskældte forsikringer skal op

Pensionsbranche advarer om omgåelse af nye SUL-regler

Danske Banks møgsag skader alle banker, pensions- og forsikringsselskaber