Denne uges boganmeldelse rammer derfor også direkte ned i den aktuelle samfundsdebat om et stigende antal sygemeldinger grundet stress og en stigende andel af både ledere og medarbejdere, der oplever stress og mistrivsel som en ærgerlig følgesvend til deres arbejde.
’Never Not Working’ hedder bogen, der sætter spotlys på den workaholism-tendens, som forfatter Malissa Clark peger på som værende en af de primære kilder til både stress, usundt arbejdsmiljø – og høje omkostninger for både individ og organisation på den længere bane. På 200 konkrete og velskrevne sider belyser hun vores alles tendens til at udføre og bifalde ’overwork’ i en grad, der har store konsekvenser for os alle.
Denne uges anmelder vil påstå, at de færreste kan sige sig helt fri for at være en del af netop den tendens på det danske arbejdsmarked anno 2024. Og derfor bør alle gøre sig den ulejlighed at forstå workaholism og dets konsekvenser.
Alle har et ansvar
Boganmeldelse
Never Not Working: Why the always-on culture is bad for business – and how to fix It
Af: Malissa Clark
Forlag: Harvard Business Review Press
Sprog: Engelsk
Sideantal: 208
Pris: 25 pund
Stjerner: 6 af 6
Anmeldt af Sofie Teilmann Gildsig, engagement partner, H&B | Hildebrandt & Brandi
Bogens forlag, det prestigefyldte Harvard Business Review Press, sætter rammen for, hvordan ’Never Not Working’ er bygget op. Først introduceres du som læser til definitionen og konkrete eksempler på, hvordan workaholism tager sig ud i praksis. Herefter stiller bogen skarpt på de to hovedproblematikker:
- Dig selv som workaholic: En vurdering af, om du selv lider af workaholism, og et helt kapitel med konkrete tiltag til at håndtere den dårlige vane, det er.
- Et arbejdsmiljø, der bifalder workaholism: Et kritisk blik på, om du som leder (eller medarbejder) selv understøtter en workaholism-kultur, og hvordan du kan ændre den usunde virksomhedskultur, det bringer med sig.
De to vinkler følges op af konkrete modeller, spørgeskemaer til selvevaluering og konkrete eksempler fra alle brancher og job. Det gør bogen letforståelig og relaterbar, uanset hvem der læser den.
Risikér at blive klogere på dig selv
’Never Not Working’ er god læsning for alle med interesse i ledelse og organisationskultur anno 2024. Forfatteren siger selv, at problematikken primært er rettet mod amerikansk og asiatisk virksomhedskultur. Anmelderen her vil vove at påstå, at problematikken er mindst lige så genkendelig i en dansk kontekst. Derfor er den toprelevant, uanset om du arbejder i en dansk eller international virksomhed.
Ikke mindst kan jeg fra anmelderens side sige, at bogen er et effektivt spejl på egne arbejdsmønstre, der giver værdifuldt stof til eftertanke. Forfatteren understreger flere steder, at workaholism er et kontinuum, som vi alle kan bevæge os på i større eller mindre grad – og her følger en mærkbar belønning til læseren i form af øget selvrefleksion og omtanke på egne mønstre.
’Never Not Working’ kan altså risikere at gøre dig mere bevidst om din tilgang til dit arbejdsliv, men det er vist også den eneste risiko, der er ved at bruge tiden på en topaktuel fagbog.
Anmeldt af Sofie Teilmann Gildsig, engagement partner, H&B | Hildebrandt & Brandi
Læs mere
Boganmeldelse: Jeg hedder Kåre Schultz. Jeg løser problemer
‘Blue Ocean’-forfattere vender alt på hovedet med nyt begreb: nondisruptive creation
Psykolog står bag fremragende bog om oplevelsessamfundet
Ledelsesbog: Sådan håndterer du de smukke unge mennesker
Hyggelig og hurtigt læst bog om innovation
Stærk bog om stilheden, vi mistede
Bureaukratiet er slemt – men ikke så slemt, som forfatteren hævder
Studiebooster – det handler ikke kun om karakterer
Mellemlederne holder nøglen til fremtidens virksomhed
Heltekvad om Lars Rohde kommer kun halvt i mål