IMG_1567 - 20230824@0.5x

Inside story

Svensk finanskæmpe går i direkte konkurrence med APC-ejer og North

En længe ventet offensiv i Danmark fra svenske Max Matthiessen er med købet af pensionsformidleren Pensionsselskabet en realitet, hvilket sender svenskerne i direkte konkurrence med flere velkendte pensionsmæglere og -agenturer. Hos ejerne af Pensionsselskabet var et salg slet ikke på agendaen, men pludselig bankede det på døren. Ikke bare fra Max Matthiessen, men fra flere andre.

Jungletrommerne har buldret længe, men nu er det en realitet, at den svenske finanskæmpe Max Matthiesssen, der har kapitalfonden Nordic Capital i ryggen, går ind på det danske marked for pensions- og forsikringsrådgivning samt kapitalforvaltning.

Entreen på det danske marked sker gennem opkøbet af pensionsformidleren Pensionsselskabet, der er agent for AP Pension. I samme ombæring har Max Matthiessen opkøbt kapitalforvalteren Stockrate, der forvalter 8 milliarder kroner for primært danske professionelle investorer.

Opkøbet af Pensionsselskabet sender Max Matthiessen i direkte konkurrence med flere velkendte pensionsmæglere og -agenturer som North, Honestus og Söderberg & Partners, der blandt andet ejer en af landets største pensionsmæglere, APC.

Og kampen udkæmpes ikke kun på frontlinjen.

Max Matthiessens entré indvarsler samtidig et yderst interessant opgør mellem flere store kapitalfonde, der har udset sig det danske og nordiske marked for det, de kalder financial services som et satsningsområde.

I ryggen har Max Matthiessen som nævnt den store nordiske kapitalfond Nordic Capital. Det samme har en af Pensionselskabets store konkurrenter, North, der blev skabt af kapitalfonden Polaris med afsæt i Contea, Jysk Pension, FinPro og Status under den tidligere Willis-direktør Lars Gundorph. Og hos fremadstormende Söderberg & Partners kommer pengene til den massive satsning blandt andet fra de store kapitalfonde TA og Associates KKR.

Fælles for rådgiverhusene og deres kapitalstærke ejere er, at de har strategier, der lægger op til at nedbryde murene mellem den klassiske business to business forsikrings- og pensionsmægling og privat formueforvaltning, der i dag domineres af bankernes private banking-afdelinger.

Samtidig går de alle efter at vokse via opkøb, hvor især Söderberg & Partners har været særdeles aktiv det seneste halvandet år.

Det er også Max Matthiessens strategi.

”Ja, planen er at købe flere selskaber inden for vores mål, segment og ambitioner,” siger Jacob Schlawitz, administrerende direktør i Max Matthiessen.

Topchefen i Max Matthiessen ønsker ikke sætte tal på, hvor stor selskabet ønsker at være i Danmark, men fastslår, at Max Matthiessen har ambitioner om at blive en ”signifikant aktør”.

”Det kræver naturligvis scale,” siger han og supplerer, at den svenske finanskoncerns strategi er både at vokse organisk gennem investeringer i sine porteføljeselskaber samt opkøb.

Ville ikke sælge. Men så bankede det på døren

PensionsSelskabet pension & health care services, der indtil nu har været ejet af administrerende direktør og partner Stig Wetterstrøm og partner Niels Borger Rasmussen, er selv resultatet af en strategi om at vokse via opkøb.

Pensionsselskabet har reelt været i gang siden 2012, men især i 2021 gjorde selskabet sig bemærket, da man slog syv selvstændige rådgivningshuse sammen. Det gjorde rådgivningshuset, som arbejder sammen med primært AP Pension, til en landsdækkende formidler med 35 ansatte med afdelinger i alle egne af landet på nær Bornholm.

Opkøbene har været en dyr affære. Af Pensionsselskabet seneste regnskab fremgår det, at selskabet har en gæld på godt 50 millioner kroner. Omvendt er bruttofortjenesten vokset til 34,1 million kroner, mens driftsresultatet landede på 3,5 millioner kroner i 2022.

Ifølge Stig Wetterstrøm, administrerende direktør og partner i Pensionsselskabet, har ejerkredsen ikke haft planer om at sælge. Men pludselig bankede det på døren. Ikke bare fra Max Matthiessen, men fra flere andre.

”Til vores store overraskelse blev vi i foråret 2023 kontaktet af hele tre virksomheder, der alle var interesserede i at overtage os. Det havde vi absolut ingen planer om, men vi havde tænkt tanken, at det kunne være noget, vi skulle overveje om 5-6 år,” siger Stig Wetterstrøm og fortsætter:

”Vi kunne dog se fordelene ved sammen at fortsætte opkøb og udvikling af den danske forretning og samtidig få støtte, knowhow og muskler ved at være ejet af stor, erfaren og kundeorienteret udenlandsk spiller,” siger han.

Valget faldt på Max Matthiessen, hvor der ifølge Stig Wetterstrøm er et fælles værdimatch.

”Vores valg fald naturligt på Max Matthiessen grundet vores fælles værdisæt samt fælles mål, når det handler om at sætte kunden i centrum og fortsat vækste via opkøb. Vi tror også på, at vi kan fastholde og tiltrække de helt rigtige medarbejdere og vækste organisk med et kendt navn på visitkortet,” siger han.

Partner ønsker ikke at oplyse, hvad Max Matthiessen betaler for Pensionsselskabet. Stig Wetterstrøm fortæller dog, at ejerne bliver gældfri.

North: Konkurrencen er uforandret

Hos konkurrenterne til Pensionsselskabet bliver Max Matthiessens entré på det danske marked i første omgang modtaget med ophøjet ro.

At den svenske finanskæmpe går ind på det danske marked, har man i branchen længe forventet. Det var derfor blot et spørgsmål om tid, før det skete.

Hos konkurrenten North ryster man i hvert fald ikke i bukserne. De to selskaber konkurrerer med hinanden om især de mindre virksomhedskunder, hvor North, der ellers først og fremmest er et mæglerhus, har valgt en strategi om, at de små virksomhedskunder ikke skal være mæglerbetjente.

I stedet puljer North dem på samme måde, som Pensionsselskabet gør.

”Pensionsselskabet har hele tiden været der. Nu er de til stede med Max Matthiessen. Der er den konkurrence på smv-segmentet, der hele tiden har været. Der er så mange virksomheder, der er direkte betjent i de kommercielle pensionsselskaber. Vi ser en tendens til, at flere og flere vælger mæglervejen eller blive puljet via et agentur. Så markedet er stort,” siger Lars Gundorph, group ceo i North.

North har en ambition om at konsolidere mæglerbranchen, og med to opkøb i foråret af Mondo Forsikring Formidler og Langmack Ribe har North rundet ti opkøb.

Billedet er det samme, når man kigger på Söderberg & Partners.

Ambitionen hos Söderberg & Partners er at dække alle dele af mæglermarkedet, og det har fået den svenske koncern til at købe sig ind i en række danske spillere.  Det gælder blandt andre de to forsikringsmæglere Din Forsikringsmægler og Hansson & Partners samt forvalteren Timeinvest Fondsmæglerselskab.

Opkøbene er et forsøg fra Söderberg & Partners på at samle forskellige mæglerhuse med forskellige fokusområder for på den måde at dække bredt, hvilket giver en række stordriftsfordele til hver enkelt enhed i forhold til compliance, indkøb og på it-siden, har Torben Stubberup, administrerende direktør i Söderberg & Partners Danmark, tidligere udtalt til FinansWatch.

 

Læs mere

Stor pensionsmæglerhandel kan gå to veje for stifter

APC tilbage på fordums styrke forud for skæbnetime

Stort forsikringsselskab undsiger aftale med Dansk Sundhedssikring

Velliv indgår aftale med det hurtigvoksende mæglerhus APC

Milliardsalg kan blive gift for stort mæglerhus

Accident venter 50 procent vækst, men mulig ny storkundeaftale kan for alvor sætte turbo på

Konkurrenter vil snuppe Dansk Sundhedssikrings kunder efter Topdanmark-køb. AP Pension søger ny leverandør

Milliardopkøb af Dansk Sundhedssikring kan blive hovedpine for Topdanmark

Pas på fyresedlen, topchef. Din private adfærd fylder langt mere end tidligere

Se kandidatfeltet til ny topchef i Velliv. Bestyrelsen har bare et stort problem

Spænd bæltet til hård konkurrence på pensionsmarkedet og betydelige forandringer 

Se de dyreste og billigste pensionshuse målt på administrationsomkostninger

Salg af Topdanmark Liv kan give problemer på markedspladsen

APC-stifter udskyder central beslutning om salg af aktiepost