pengebankkrav

Leder

Velkommen til InsideBusiness #31

Især de mellemstore banker står til at blive hårdt ramt af en bølge hårde kapitalkrav, der kan ændre forretningsmodel og konkurrencesituation. Vi ser nærmere på de udsatte banker og deres løsninger på en af sektorens største udfordringer længe.

Der er endelig sluppet lidt nyt ud fra de intense forhandlinger om de mindre og mellemstore bankers nye og berygtede kapitalkrav. Vi ser nærmere på, hvordan bankerne bliver ramt. Samtidig har vi en spændende opdatering på Nykredits børsnotering, hvor Danske Bank og  Nordea spændt venter på, om der skal drikkes gravøl eller champagne.

Blandt landets kapitalfonde er mulighederne for at hente penge og dermed rejse nye fonde bedre end i mange år. Alligevel mærker flere af de mindre fonde, at især de største investorer søger mod de helt store fonde som CVC, EQT og de andre giganter. Heldigvis står en række private danske erhvervsfolk klar med penge til mindre fonde som Capidea, der satser på at rejse 1 milliard kroner i sin tredje fond. InsideBusiness går tæt på fonden, der oprindelig blev skabt af Nordea og bankens storkunder, men som nu skal stå på egne ben.

Fremtidens revisionshus

Det handler også om revisorer i denne uge, for der har været fokus på forretningsmodellerne og etikken fra brancheorganisationen FSR’s side i denne uge. Der sker da også en hastig udvikling i branchen, hvor Beierholm målt på størrelse bider BDO i haserne. Begge de to rivaler ser nu på muligheden for at styrke forretningsmodellen med egentlig privatøkonomisk rådgivning og andre nye forretningsområder. Vi hører hver deres version af fremtidens revisionshus herhjemme.

Vores faste skribenter Jeppe Christiansen og Mikkel Langmack fra henholdsvis Maj Invest og Maj Bank ser i denne uge nærmere på investorernes optimisme og de stigende aktiekurser for at undersøge, om vi nærmer os en aktieboble.

Ugens tabere og vindere

Denne uges vindere er afgående Lundbeck-direktør Kåre Schultz samt landbruget og landbrugsbankerne. Ugens tabere er Danske Bank og de forsmåede pensionskasser, som missede muligheden for at købe Københavns Lufthavne A/S.

Businesskulturhjørnet anmelder bogen ’Disrupt your mindset to transform your business with big data’. Her kan du virkelig ’nørde’ med din forretningsmodel og holde den op mod disruptionbølgen og big data.

Billede: Nationalbanken