laila vs polack

Leder

Velkommen til InsideBusiness 34

Opgøret i den magtfulde organisation Forsikring & Pensions bestyrelse tager nu en ny drejning, idet PFA-topchef Allan Polack forsøger at kuppe sig til den eftertragtede formandspost. Læs også om politisk uvilje mod velfærdsforsikringer, et sultent M&A-hus og om en ny investeringsfond, der satser på film.

Der er opstået et magtvakuum i brancheorganisationen Forsikring & Pension efter Søren Boe Mortensens hastige exit fra Alm. Brand, som også betød et farvel til formandsposten i organisationen. PFA-topchef Allan Polack forsøger nu at bringe sig selv i spil for næsen af aktører som Industriens Pensions Laila Mortensen. Kom med bag kulisserne i et sjældent broget spil på højeste niveau.

Og så handler det om de nye velfærdsforsikringer, som er et stort satsningsområde for netop pensions- og forsikringsselskaber som Tryg, PFA, PensionDanmark og Gjensidige. Men de møder alt andet end politisk velvilje fra Socialdemokratiet og Enhedslisten. De mener, at det nye område truer den danske velfærdsmodel, mens Venstre stiller sig på branchens side. Der er altså lagt i kakkelovnen til en hidsig debat de kommende år.

InsideBusiness har gennem årene sat fokus på en perlerække af forskellige fonde, der investerer i alt fra vind og skov til industrivirksomheder og aktier. I denne uge løfter vi imidlertid sløret for en helt ny type investeringsfond, der vil forsøge at høste afkast på de mange succesrige film, der hvert år bliver produceret i Norden. Men kan man overhovedet forvente et afkast på at investere i film, der ikke kommer fra Hollywood ledsaget af et enormt budget? Det ser vi nærmere på i denne uge.

Ny M&A-rådgiver vil snuppe lukrative mandater

Vi går også helt tæt på M&A-rådgiveren Alantra, der nu åbner kontor i hjertet af København. Med en tidligere nøglefigur hos rivalen Carnegie vil den internationale investeringsbank forsøge at snuppe mandater for næsen af de hjemlige rådgivere, der i stigende grad presses i defensiven af udenlandske specialhuse, der ofte kan levere et referenceark, de lokale aktører har svært ved at hamle op med.

Og så gik der i denne uge et lettelsens suk gennem de danske kapital- og venturefonde, da erhvervsminister Simon Kollerup (S) stillede sig bag Vækstfondens investeringsarm Dansk Vækstkapital, der akut mangler politisk opbakning til at fortsætte sit virke. Det handler tillige om de kommende års giftige cocktail for bankerne, som kan blive hårdt ramt af stigende nedskrivninger, mens de i forvejen lider under faldende toplinje, negative renter og stigende kapitalkrav.

Vi har også en artikel om Trygs store nye satsning på mobilblockere til bilerne, der får en blandet modtagelse i branchen og om partnerrov fra EY mod konsulenthuset Qvartz.

På kultursiderne anmelder vi en ny bog om lederens svære samtaler med medarbejdere. En yderst relevant bog, der høster 6 stjerner hos vores anmelder.

 

God læselyst!