design din fremtid

Kultur

Bliv klædt på til fremtidens arbejdsliv

Du skal investere tid, energi, penge i at opgradere dine kompetencer hele livet. Der er ingen målstreg, men du skal beslutte dig for, hvad dit nutidsjeg kan gøre for at sikre dit fremtidsjeg bedst muligt. Sådan lyder budskabet i bogen ’Design din fremtid’, der får topkarakter.

Vi ved det kun alt for godt og har hørt det mange gange: Fremtiden byder på globalisering, nye teknologier, tab af arbejdspladser til robotter og automatisering, den fjerde industrielle revolution banker på, og udfordringer som klimaforandringer og truet biodiversitet trænger sig på.

Men hvad kommer det mon til at betyde konkret for mig? Og hvad kan jeg gøre for selv at komme i førersædet? Forstår jeg overhovedet, hvad der er i spil? Er jeg klar til en ny måde at leve og arbejde på? Eller tænker jeg, at det går nok over eller holder min tid ud?

Soulaima Gourani har skrevet en fremragende bog, som giver flere svar og muligheder at tænke over, end den stiller spørgsmål. Bogen er letlæst, fuld af vigtige spørgsmål, du kan stille dig selv og andre. Bogen giver også bekymringer – der er meget, man skal kunne overskue og finde svar på.

Men den giver også håb – fremtiden kan påvirkes. Du kan designe den, og du kan bruge bogen som din ’buddy’, når tingene bliver svære, og når du mister troen på dig selv eller mister fokus og overblik over dit liv og din fremtid. Bogens gennemgående tema er, at alle kan komme ind i fremtiden, men det kræver vilje og indsats af DIG.

Boganmeldelse

Design din fremtid – Spot de relevante trends, og skab din egen plads i fremtidens samfund
Af: Soulaima Gourani
Forlag: Gyldendal Business
Sprog: Dansk
Antal sider: 262
Pris: 300 kroner
ISDN13: 9788702267792
6 af 6 stjerner

Job forgår, består og opstår

Bogens forfatter, Soulaima Gourani, har oplevet lidt af hvert, været overalt, er modig og anerkendt som en stemme i samfundsdebatten, har modtaget et hav af nationale og internationale priser og æresbevisninger, har boet i Silicon Valley for at være helt tæt på den teknologiske udvikling.

Man mærker tydeligt hendes store viden gennem hele bogen – og den faste mening. Hun har noget vigtigt på hjerte og formår at gøre det nærværende, inspirerende, tankevækkende og morsomt samtidig.

Jeg slugte bogen på en flytur – hjem fra Silicon Valley, hvor jeg i en uge var blevet stoppet med en masse indtryk af teknologiens muligheder. Alt det stod i bogen – på en letforståelig måde med masser af gode eksempler.

Job forgår, robotter tager over, job består, ændres måske og nye opstår. Den første virtuelle tv-vært er tonet frem på skærmen i Kina. En virtuel robot, og folk er vilde med ham. Han rapporterer utrættelig nyheder døgnet rundt og fra hvor som helst i landet. Og han skal ikke have løn!

Opfordringen er klar: Vær nysgerrig, følg med, vær kreativ, lyt, læs, lær – livslang læring er ikke for sjov! Det er alvor. Vær ikke bange for at ryge ud ad en tangent eller helt at skifte spor. Det bliver undtagelsen at fejre 25-års jubilæum i samme stilling eller industri. Og dit liv er langt nok til at skifte spor mange gange. Og til at eksperimentere. Slip dig selv løs.

Læn dig ikke tilbage

Bogen er en meget stærk opfordring til at udvise alt andet end magelighed. Man skal være mere end tykhudet, hvis man ikke forstår de mange opfordringer gennem hele bogen om selv at gøre noget, inden det er for sent.

Bogens forfatter giver os med denne bog masser af opfordringer til at forstå den nye dagsorden og finde ud af, hvilke kompetencer du skal udvikle for at blive klar til fremtiden. Hvordan kommer vi til at arbejde fremover? Hvem bliver vindere og hvem tabere? Hvor kommer væksten fra? Hvordan dyrker du dit talent bedst? Faktisk indeholder bogen masser af de spørgsmål, vi har stillet os før – men forfatteren har sat det lange lys på for at få os til at tænke over, hvad vi selv kan gøre for at være på forkant.

Der er masser af metoder og værktøjer til at designe din egen fremtid, du skal blot selv vælge og mærke efter, hvad der passer til dig. Du skal gå lidt ud over din komfortzone, ud på kanten, hvor livet får kant og gnist – og vigtigst af alt: Du skal turde gå fra tanke til handling.

Bliv en del af fremtiden – drøm stort, kræv noget af dig selv

Det er ikke nyt, at man skal yde, før man kan nyde, men her ridses det krystalklart op. Og det siges lige så klart, at du selv er ansvarlig for din egen udvikling og fremtid. Fremtiden skal ikke læses – den skal skabes, og det skal den af dig! Med praktiske værktøjer, taktiske evner, gåpåmod og strategisk overblik, kan du få det meste til at ske. Og alt er lige foran dig.

Det kræver investeringer. Du skal investere tid, energi, penge i at opgradere dine kompetencer hele livet. Der er ingen målstreg. Du skal beslutte dig for, hvad dit nutidsjeg kan gøre for at sikre dit fremtidsjeg bedst muligt. Du skal lægge en plan og handle! Frygt stilstand! Ikke modstand!

God fornøjelse med at designe din egen fremtid – og læs, læs, læs, som gjaldt det dit liv, for det gør det! Og du vil ikke fortryde, at du gav dig tid til at læse netop denne bog.

Af Lilian Mogensen, professionelt bestyrelsesmedlem og rådgiver, tidl. koncerndirektør i ATP og Udbetaling Danmark.

LÆS OGSÅ

En kvindelig officers ledererfaringer

Sådan genopfinder du organisation

Bliv verdensmester til jobsamtaler

Dronningens nye klæder – en belysning af de klassiske misforståelser om køn

Hvordan jeg får sat mig selv i spil som leder

Oplev fænomenet Warren Buffet på dansk

Ny skarp bog giver opskriften på optimalt mentorskab

Kom tæt på en kunster med stort investeringspotentiale

Gør et kunstkup på kunstmesseweekend

Mestrer din organisation digital transformation?

Interessant festskrift om kontroversiel økonom