bogenamle

Kultur

Guf eller gisp – værktøjer til alt fra cykelsmeden til strategikonsulenten

Hvordan lærer du nogen at lappe en cykel? Ved at vise dem, hvordan man gør – og simultant udføre opgaven sammen. Man stikker ikke vedkommende en bog eller en manual. Man starter fra personens udgangspunkt, og lærer fra sig hele processen igennem – fra A til Z.

Kunsten at lære fra sig til sidemanden – sidemandsoplæring – er en nyttig praksis, som nok ikke kan hædres nok. Politiet udøver den. De fleste håndværksfag udøver den. Sagsbehandlere udøver den. Strategikonsulenter udøver den. Ja, der er faktisk ikke mange steder i landet, hvor man ikke gør brug af sidemandsoplæring for at sikre, at viden bliver overført hensigtsmæssigt.

Man skal ikke skue bogen på forsiden

Line Sander har skrevet en bog, der ikke ved første øjekast fangede mig. Titlen ’Sidemandsoplæring – videndeling i praksis’ lyder akademisk, og forsideillustrationen minder om en gammel lærebog.

Men praksisdelen kommer til sin ret, og via gode eksempler, modeller og et friskt sprogbrug formår forfatteren at introducere en lang række teorier og modeller, uden at det bliver kedeligt.

Boganmeldelse

Sidemandsoplæring – videndeling i praksis

Af: Line Sander

Forlag: Gyldendal

Sprog: Dansk

Sideantal: 180

Pris: 232 kr.

ISBN13: 9788702307672

5 af 6 stjerner

Anmeldt af: Sofie Breum, direktør, H&B Analytics

Kunsten at lære fra sig bliver ofte negligeret, og det medfører, at viden bliver delt tilfældigt, forhastet og ustruktureret. Det skyldes især, at det kan være svært at sætte sig i sin kollegas sted, når viden skal deles. En konsekvens heraf bliver, at kollegaen bliver demotiveret, desorienteret og drænet.

Guf eller gisp

En af de skønne modeller, der er med i bogen, er den russiske psykolog Vygotskys tre læringszoner: gab – guf – gisp. Enkelt og ligetil at forstå: Er det for svært (gisp), er det for nemt (gab), eller er det lige tilpas (guf).

Men det er svært i praksis at ramme det rette niveau, og her skaber Line Sander en forståelse for, hvordan man kan gøre det mellemste trin (udviklingszonen) så stort som muligt. Og ikke mindst hvordan vi som kolleger skal gå til situationen, afhængigt af hvor vi finder modtageren.

Bogen er en hjælp til den, som vil lære at dele sin faglige viden og skabe motivation hos modtageren. Den viser også, hvordan man håndterer modstand mod læring, hvordan man rammer sin kollegas vidensbehov og gør sig forståelig – selv når stoffet er svært.

Den gode instruks

Hele kapitel 7 er eksempelvis helliget ’Den gode instruks’ og er en tjekliste til at give en god indføring i opgaven. Fra formål og forudsætninger over rangordnede informationer, tydelig rækkefølge, punktopstilling af trin og til mulighed for selvtjek. Og selv om undertegnede har overleveret mange opgaver og opskrifter til løsninger, kan jeg skrive under på, at det ikke altid er lige let at huske de enkelte trin, om end det giver mening, at sandsynligheden for at lykkes øges markant af at følge guiden.

Kierkegaardsk øjenhøjde

For at finde ud af hvor opgaven skal begynde, kan Kierkegaards fine lære om at finde modtageren der, hvor han er, og begynde der bruges. Det er selvsagt spild af tid at fortælle en kollega noget, som vedkommende allerede ved. De fleste er med på den præmis, men alligevel glemmer vi ofte, at stoppe op og overveje tilgangen.

Bogens forfatter giver et bud på, hvorfor vi glemmer at stoppe op – og det endda flankeret af endnu et Kierkegaard-citat: ”Vil jeg alligevel gøre min mere-forståen gældende, så er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. Men al sand hjælp begynder med en ydmygelse”. Mange fristes til at bruge deres viden til at positionere sig, men vi opnår alle de bedste resultater, hvis vi er i stand til at se ud over selvpromoveringen og fokusere på at lære sidemanden op.

Værktøjskasse for alle, der skal lære fra sig

Bogen indeholder teorier, modeller og tjeklister til at lære sidemanden op. Den kan bruges, uanset om man er cykelsmed, politibetjent, sagsbehandler eller strategikonsulent.

Bestemt en anbefalingsværdig bog.

Anmeldt af: Sofie Breum, direktør, H&B Analytics

Læs mere

En praktisk guide til fremadsynede indkøbere

Sådan bliver du langt bedre til digitale forberinger i virksomheden

Entreprenørstaten: Blændende analyse, men løsningerne ligger ikke ligefor

En håndsrækning til de hårdtprøvede mellemledere

Anbefalelsesværdig selvhjælpsbog til det ambitiøse menneske

Brug de uskrevne regler til at fremme din karriere

Kan vi bruge filosofien til noget?

Fremragende bog om at sikre et meningsfyldt arbejdsliv

Bogen ‘Ledelse på afveje’ viser, at der er noget galt på ledelsesgangen

Forstå Pelle Dragsted inden han rammer din forretning

Fremragende bog om det krævende topchefjob, der kan være ensomt

Dybdegående salgsbog drukner i detaljer

Digitale penge med sjæl