Det har vakt undren og intern debat i Nordea, at den store nordiske bank nu har fået en ny landechef – eller branch manager, som er Anders Holkmann Olsens nye titel. Han skal dog arbejde tæt sammen med Bjørn Bøje Jensen, der har titlen som country senior executive, hvilket også kan minde om en landechef. Dog skriver Nordea i sin pressemeddelelse, at banken ikke længere opererer med en ’landechef’, som Frank Vang-Jensen tidligere var det.
Det er helt fint at være forvirret på højere plan, for det kan minde mere om soap opera end noget så tørt som en stor nordisk banks direktionsdiagrammer.
Udnævnelsen af Anders Holkmann Olsens fra den 12. december er vel det klareste eksempel på, at det kan være vældig svært at kende sin rolle, hvis man er blevet udnævnt som landechef eller noget, der minder om det.
I Nordeas tilfælde er problemet, at Anders Holkmann Olsen i modsætning til Frank Vang-Jensen ikke har et egentligt forretningsområde at passe. I stedet kommer han med en baggrund som advokat og med tung erfaring fra compliance-området og skal blandt andet stå for kontakten med Finanstilsynet.
Der er altså tale om en stilling med et stærkt navn udadtil, men ikke et ansvar for et af de fire forretningsområder: erhvervskunder, storkunder, privatkunder eller private banking, som de fire bankdirektører Bjørn Bøje Jensen, Peder Bach, Mads Skovlund og Hans Henrik Klestrup sidder med.
At den nye branch manager heller ikke får det helt store at have skulle sagt i det politiske spil, understreges af, at det er Bjørn Bøje Jensen med Mads Skovlund som suppleant, der repræsenterer Nordea i Finans Danmarks bestyrelse. Med det bagtæppe kan man godt forstå, hvis Anders Holkmann Olsen indimellem kan komme til at føle sig lidt overflødig.
Universelt problem med landechefer
Men temaet med landechefer vs. ledelse af forretningsområder er dog ikke et problem, som han står alene med. Problemstillingen ligger nemlig som en tung præmis ned over de finanskoncerner, der i Norden og globalt opererer med filialer og datterselskaber.
I Danmark har vi eksempelvis Handelsbanken, der kan have et lignende problem, bortset fra at Handelsbanken har tradition for at være kronisk decentral i sin tænkning, så det er lidt en anden case.
I stedet kan Anders Holkmann Olsen se mod forsikringsbranchen for at finde kolleger, der døjer med lignende problemstillinger.
Et eksempel er den netop udnævnte CEO for Codans danske forretning, Christian Baltzer. For hvis han tror, at hans nye CEO-job minder om det, som Morten Hübbe bestrider i Tryg, så må han nok tro om igen. Ud over Baltzer sidder nemlig Ken Norgrove, der er Skandinavisk CEO for Codan Trygg-Hansa. Og igen over ham sidder Stephen Hester, CEO i London. Det kan hurtigt blive en bøvlet affære at finde ud af, hvem der skal bestemme hvad. Desuden har Codan andre organer, som kører på tværs af landene som finans og it, som Baltzer ikke umiddelbart har kontrol med.
Christian Baltzers job bliver med andre ord at implementere den globale strategi, som ikke nødvendigvis passer med de danske forhold, ligesom han skal sørge for, at den danske forretning er lønsom, at porteføljerne er passet, ligesom han har ansvaret for salget og for top- og bundlinje.
På InsideBusiness har vi før beskrevet, hvordan Codans forsikringsforretning klarer sig dårligere end de danske konkurrenter. Man er udfordret på sin erhvervsforretning, der har kostet høje erstatninger for eksempelvis brande og kabler, og at man gerne vil have vækst i antallet af privatkunder.
Og så er Codans mangeårige it-platform fra Tia Technology blevet så dyr, at den efter alt at dømme har kostet milliarder, ikke millioner. Prisen for projektet ville den afgående danske Codan-chef Scott Ørmen dog ikke ud med.
Matrix eller landestrukturer?
Det er også generelt for en spiller som Codan med flere, at problemstillingen mellem at have en landechefstruktur og så en matrixmodel, hvor forretningsområderne drives for sig uafhængigt at landene, ændres løbende og justeres. Det gjorde Codan for eksempel for nogle år siden, hvor man gik tilbage mod en landechefstruktur, fordi man var kommet for fjernt fra markederne.
Andetsteds i det danske forsikringslandskab har man også mærket landechefudfordringen. I 2018 måtte koncerndirektør Kim Rud-Petersen forlade posten i Gjensidige, da den norske topchef, Helge Leiro Baastad, ønskede ”fornyelse, dynamik og rotation” i Gjensidige-organisationen.
Svaret var nok mere, at Gjensidige havde haft nogle svære år med resultater, der haltede efter konkurrenterne, at man havde problemer med rentabiliteten – især på forsikring af erhvervsejendomme – og at man måtte hæve priserne på erhvervskunderne og rydde op i assurandørleddet.
Andre steder i forsikringsbranchen har man valgt helt andre modeller. Og det er især interessant at se på If Forsikring og Topdanmark, der har samme ejer i form af finske Sampo.
Men de drives vidt forskelligt. If Forsikring har således ikke nogen dansk landechef, men en rigtig matrixorganisation, hvor de enkelte forretningsområder refererer til den svenske ledelse. Det ser udefra ud til at fungere godt.
Topdanmark har fastholdt selvbestemmelsen
Topdanmark har godt nok Sampo som majoritetsaktionær, men magten herfra udøves af bestyrelsesformand Ricard Wennerklint, som også er vice-CEO for If Forsikring.
Alt andet lige har Peter Hermann, topchef i Topdanmark, dog ret stor selvbestemmelse. Og det er han også nødt til at have, da Topdanmark/If kan risikere søgsmål fra mindretalsaktionærer, hvis det kan dokumenteres, at If har blandet sig i Topdanmarks drift på en måde, som skader mindretalsaktionærerne.
Sagen kort
Har han reddet Nordeas prestigeafdeling?
Afkastet halter i danske kapitalfonde
Sådan er afkastet i de danske kapitalfonde
Kapitalfonde i tovtrækkeri om dansk ejendomskæmpe
Kapitalfond afværger investoroprør
Kapitalfonde må til lommerne. Skyder en kvart milliard i presset væksthåb
Dyr vækst presser kapitalfonds juicekomet
Banker strammer skruen om kapitalfonde
Axcels guldæg splitter køberfeltet
Brat opbremsning på ophedet M&A-marked
Foto: ID 87604884 © Deanpictures | Dreamstime.com
