karen_froesig_5

Bank/Realkredit

Sydbank ville fusionere med Spar Nord. Skulle Nykredit med?

Der blev holdt indledende forhandlingsmøder mellem Sydbank og Spar Nord om en mulig fusion af de to jyske banker. Det var det, som udløste de stridigheder, som har sprængt Sydbanks bestyrelse. På sigt kunne også Nykredit blive en del af en ny dansk storbank.

Det var begyndende mødeaktivitet og forhandlinger om en storstilet sammenlægning mellem Sydbank og Spar Nord, der i denne uge fik fire bestyrelsesmedlemmer, herunder formand og næstformand, til at forlade Sydbanks bestyrelse i vrede.

InsideBusiness erfarer således, at der var blevet afholdt et indledende møde mellem de to parter. Og den afgående del af Sydbanks bestyrelse var positiv over for at fortsætte dialogen med Spar Nord og indgå i egentlige forhandlinger. Det var altså her, at Sydbank-direktør Karen Frøsig satte foden ned og begyndte at lobbye mod bestyrelsens holdning til en fremtid som fusioneret jysk bank.

Som tidligere beskrevet i InsideBusiness stod det allerede først på ugen klart, at en intern magtkamp i Sydbanks bestyrelse med topchef Karen Frøsig som velvillig aktør har været en realitet gennem længere tid. Men det er nyt, at det var ønsket om en fusion med Spar Nord og konkret mødeaktivitet, der udløste magtkampen, hvor den tabende fløj altså også overvejede muligheden af at finde Karen Frøsigs afløser.

Den tabende lejr i bestyrelsen bestående af formand og tidligere nationalbankdirektør Torben Nielsen, John Lesbo, Frank Møller Nielsen og Jørgen Høholt var af den opfattelse, at topchefen var en stopklods for en nødvendig konsolidering, der kunne være med til at løse nogle af de strukturelle udfordringer, som det jyske pengeinstitut sammen med andre banker står overfor.

At Frøsig satte sig på bagbenene, gav flere af de nu tidligere bestyrelsesmedlemmer et klart indtryk af, at topchefen var en del af problemet. Ønsket om en afvisning af Spar Nord førte derfor til en ophedet debat i Sydbank-bestyrelsen, hvor en række gamle uenigheder ligeledes blev bragt på banen igen.

Direktør blev sejrherren

Som bekendt vandt Karen Frøsig magtkampen blandt andet qua en alliance med de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer og den nye bestyrelsesformand, tidligere IBM-direktør Lars Mikkelgaard-Jensen, som ifølge InsideBusiness’ oplysninger skiftede side til fordel for Frøsig i de anspændte forhandlinger, der førte til de fire bestyrelsesmedlemmers exit.

“Selvfølgelig er en fusion en fin idé, for det er to rigtig gode banker, der kunne videreføre hver deres handelsnavne. De kunne således bevare deres identitet i deres lokalområder, som Nordjyske Bank har gjort det i fusionen med Ringkjøbing Landbobank. Det vil være godt for aktionærerne, så alt i alt ville det være en bragende god sammenlægning,” siger bankekspert og seniorrådgiver ved Aalborg Universitet Lars Krull.

Der er flere fordele ved en fusion med Spar Nord i forhold til både en fusion mellem Sydbank og Jyske Bank samt i forhold til konstellationen Nykredit og Sydbank. Det skyldes, at Spar Nord og Sydbank ved en fusion med en vis rimelighed kan kalde sig for ligeværdige partnere.

Der er dels mulighed for at dele den nye banks hovedsæde op, så der også vil være noget tilbage i Aalborg og Aabenraa. Der er dels mulighed for at lade Spar Nord-brandet køre videre, som Lars Krull henviser til, og de åbenlyse problemer, der er ved en fusion med Jyske Bank, kører man udenom. Det skyldes især, at Nykredit uden tvivl vil kræve, at Sydbanks Totalkredit-låneportefølje med fremtidige betalinger, hvor Sydbank får ca. halvdelen af bidragssatsen, vil falde bort, hvis Sydbank går sammen med Jyske Bank. Der er tale om en milliardregning.

En ren Sydbank-fusion med Nykredit kan umiddelbart synes at være en lækkerbisken for Michael Rasmussen, men er det ikke nødvendigvis, da en sådan vil kunne ødelægge samarbejdet om Totalkredit, da en Sydbank-Nykredit Bank vil være en stor konkurrent for de mindre banker i den for tiden succesfulde alliance.

Også ulemper ved fusion

Imod en fusion med Spar Nord taler dog, at Sydbank kører på datacentralen Bankdata, mens Spar Nord kører på BEC.

InsideBusiness erfarer dog, at man i hvert fald fra Sydbanks tabende side var villig til at acceptere omkostninger til et skifte. Det skyldes især, at man virkelig er udfordret på Bankdata-platformen, i og med at Jyske Bank og Sydbank bærer langt broderparten af udviklingsomkostningerne til platformen, mens mindre aktører som eksempelvis Ringkjøbing Landbobank får adgang til Bankdata meget billigere. Det ønsker Sydbank et opgør med, mens man i øvrigt er uenig med Jyske Bank om finansieringen af vitale it-projekter på Bankdata.

“Jeg ser kun én ulempe: At de to (Sydbank og Spar Nord, red.) er på hver sin datacentral. Man kunne jo håbe, at den ulempe er så stor, at det sætter diskussionen om større fusioner mellem datacentralerne i gang. Det er helt oplagt, at Nykredit også er på BEC, således at man på sigt vil kunne skabe en endnu større alliance,” fortsætter Lars Krull.

Det bekræftes flere steder fra, at en Sydbank fusion med Spar Nord ville være første skridt i skabelsen af en egentlig dansk storbank med Nykredit som medspiller. En sådan ville for alvor udfordre Danske Bank, Nordea og Jyske Bank – og der er ingen tvivl om, at det var endemålet for kræfterne i de afbrudte forhandlinger.

Lige nu er timingen for en sådan fusion endda bedre end længe. Det skyldes, at Nykredits direktør, Michael Rasmussen, har sat sig tungt på bestyrelsesposter i både Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse. Det betyder, at en storbank med Nykredit som omdrejningspunkt ville have et så stærkt Totalkredit-distributionsnetværk, at de mindre pengeinstitutter i samarbejdet ikke ville kunne stille noget op.

Tillige kan Arbejdernes Landsbank heller ikke rigtig tillade sig at brokke sig over, at Nykredit agerer fødselshjælper, for det gjorde Nykredit også, da Arbejdernes Landsbank for nylig købte sig ind i Vestjysk Bank.

Meldingen fra Sydbank er, at man ikke kommenterer rygter. Spar Nord har ikke ønsket at kommentere InsideBusiness’ oplysninger, men det er velkendt, at båndene mellem Spar Nord og Nykredit er tætte. Nykredit ejer nemlig en del af Spar Nord, og topchef Lasse Nyby sidder med i Nykredits bestyrelse.

Nykredit har ikke ønsket at kommentere sagen.

 

LÆS OGSÅ

Frøsig vandt magtkampen, men hvad nu, Sydbank?

Se alliancerne mellem bank, forsikring og pensionsselskaber. Hvor er åbningerne?

Finansalliancer i opbrud. Priskrig på forsikring tager form

Partnerskaber gennemsyrer bankportaler, der kalder sig objektive

Kommer den store oprydning i pensionsbranchen?

Ugens Insider: Drop banken – og start forfra

Unødvendig fyring: Var Jesper Nielsen for populær til Danske Bank?

Hvilke bankfolk bliver nu plettet af hvidvask-sagen?

Har han reddet Nordeas prestigeafdeling?

Stort dansk forsikringsselskab kæmper for livet