humanbogn

Kultur

Et kærligt ledelsesspark bagi

'Human Leadership' er en kandidat til en af årets bedste danske bøger om ledelse. Forfatteren er den danske ledelseskonsulent Rie Dalsgaard fra EMPOWER PEOPLE, som formår at gøre en bog om ledelse til en levende og letlæst fortælling. Bogen fungerer samtidig som et værktøj til selvdiagnostisering.

Bogens budskab er klart: Ledelse handler om mennesker. Det er altafgørende, at en leder gør en positiv forskel for sit hold. Men det er lettere sagt end gjort. Som leder risikerer man nemlig at falde i det, Rie kalder de fem omveje, der spænder ben for lederens evne til at praktisere god ledelse. ’Human Leadership’ viser de fem genveje, der gør, at vi undgår omvejene.

Der bliver ikke lagt fingre imellem. Hvis du har sagt ja til lederrollen, så forpligter det. Bogen er fyldt med skarpe pointer, der skyder igennem de dårlige undskyldninger for at praktisere mangelfuld ledelse.

De fem genveje til ambitiøse resultater

Bogen rummer fem omveje og fem genveje, som er løsningerne. De fem omveje og deres tilhørende genveje er:

  1. Ikkeledelse (genvej: Forstå ledelse og mennesker)
  2. Knoklesporet (genvej: Tag en helhjertet beslutning)
  3. Rollespil (genvej: Vær en stemme)
  4. Tidsillusionen (genvej: Vær en rollemodel)
  5. Lyseslukker (genvej: Gør en positiv forskel)

Boganmeldelse

Human Leadership – 5 genveje til ambitiøse resultater og et liv, du ikke fortryder

Af: Rie Dalsgaard

Forlag: Empower People Publishing

Sprog: Dansk

Sideantal: 269 sider

Pris: 299 kroner

ISBN13: 9788797276709

4 af 6 stjerner

Anmeldt af Kasper Wittrup

H&B | Hildebrandt & Brandi

Hvert af kapitlerne rummer cases og refleksionsspørgsmål, der hjælper læseren med at afklare, om man er havnet i den pågældende omvej. Dermed bliver bogen til en slags problemløsning på lederens nuværende ledelseskapacitet. Hvor er det lederen har brug for at forbedre sig? Som leder vil man højst sandsynligt kunne nikke genkendende til minimum én af de fem omveje.

Genvej 2, ’Tag en helhjertet beslutning’, står som et af bogens højdepunkter. Her stiller bogen spørgsmålet: Er det overhovedet leder, du vil være? Beslutningen om at være leder skal være helhjertet, og den skal samtidig også stå på indsigten i lederens otte arbejdsvilkår (f.eks.: som leder er du vild med gentagelser og opfølgning).

Bogens cases er meget personlige og tager afsæt i ledere, der selv var havnet i ledelsesmæssige omveje. Man kommer helt tæt på eksempelvis Stine Bosse, der fortæller om sin tid som leder i Tryg, og Henrik Wellejus fra Deloitte.

En bog med kant og holdning

Forfatterens egen baggrund som ledelseskonsulent og egne holdninger skinner tydeligt igennem. ’Human Leadership’ handler ikke kun om at blive en god leder for medarbejdernes skyld. Når man som leder eksempelvis tager en helhjertet beslutning om at være leder, eller når man er en tydelig stemme, så bidrager det også til, at man som leder lever et liv, som man ikke fortryder.

Bogen henvender sig til ledere. Både den nystartede leder og den erfarne. Den henvender sig til lederen, der ønsker at blive en bedre leder, ligesom den vil være brugbar for ledere, der føler, at de ikke helt slår til i ledergerningen. Ledere af enhver slags vil sætte pris på at forstå de fem genveje til ambitiøse resultater.

Anmeldt af Kasper Wittrup, H&B | Hildebrandt & Brandi.

 

Læs mere

Strategi er enkelt – sådan da

Forstå regeringens fokus på aktieskatter og Udkantsdanmark

Et skridt opad på lederstigen giver nye udfordringer

Et ‘mulighedsspring’ i den offentlige sektor

Sådan stopper du det ligegyldige arbejde

Sig noget sjovt – og kom bedre igennem med dine budskaber

Bliv boligspekulant – hvis du orker

Kapitalisme – med at andet formål end bare profit

Guf eller gisp – værktøjer til alt fra cykelsmeden til strategikonsulenten

En praktisk guide til fremadsynede indkøbere

Sådan bliver du langt bedre til digitale forberinger i virksomheden

Entreprenørstaten: Blændende analyse, men løsningerne ligger ikke ligefor

En håndsrækning til de hårdtprøvede mellemledere

Anbefalelsesværdig selvhjælpsbog til det ambitiøse menneske

Brug de uskrevne regler til at fremme din karriere