bekæmppsequ

Kultur

Sådan stopper du det ligegyldige arbejde

'Tilbage til arbejdet' er ærlig snak, der tilsat spiddende humor forsøger at lave et praktisk opgør med, hvordan man eliminerer pseudoarbejde og kommer tilbage til et arbejde med mening

Dennis Nørmark har begivet sig ud i den ’svære toer’ med bogen ’Tilbage til arbejdet’, der er efterfølgeren til den succesfulde bog ’Pseudoarbejde’, der blev udgivet i 2018 sammen med filosof Anders Fogh Jensen. Denne gang går han solo, men det gør ikke bogen dårligere.

Hvor ’Pseudoarbejde’ introducerede begrebet pseudoarbejde for den brede befolkning, fokuserer ’Tilbage til arbejdet’ på, hvordan man eliminerer pseudoarbejde. Selv om bogen er en fortsættelse af ’Pseudoarbejde’, kræver det ikke, at man har læst 1’eren, da pointerne fra ’Pseudoarbejde’ bliver opsummeret i bogens første kapitler.

Er pseudoarbejde en strukturel udfordring?

Bogen præsenterer en lang række eksempler på pseudoarbejde og kommer løbende med konkrete redskaber til, hvordan man kan begynde at fjerne pseudoarbejde, for i takt med at organisationer er blevet mere komplicerede, er andelen af pseudoarbejde steget.

Det bliver blandt andet eksemplificeret igennem cases i det offentlige, hvor et utal af regler og krav medfører pseudoarbejde, uden det reelt skaber nogen form for værdi – for hverken medarbejdere eller borgere.

Boganmeldelse

Tilbage til arbejdet – sådan bekæmper vi pseudoarbejde i organisationer

Af: Dennis Nørmark

Forlag: Gyldendal

Sprog: Danske

Sideantal: 290

Pris: 220 kr.

ISBN13: 9788702303612

Fem ud af seks stjerner

Bogen blev anmeldt af Daniel Omann Gru.

Igennem bogen får en lang række arbejdsfunktioner en kritisk gennemgang, hvor især HR, støttefunktioner og det offentlige står for skud for ikke at være efterspørgselsdrevet, men sætte en masse projekter i gang, som der ikke er brug for. Undertegnet bliver endda selv ramt, da den vigtigste færdighed folk fra business schools lærer, er at tale på den helt rigtige måde.

Uden at blive fornærmet virker det som en øjenåbner og med den spiddende humor og levende sprog, er det en bog, man læser med stor glæde og man kan genkende mange af eksemplerne i sin hverdag. Samtidig rejser det spørgsmålet, om pseudoarbejde er blevet en strukturel udfordring/forudsætning for vores samfund?

Har vi mistet den sunde fornuft?

Bogen kommer med en række eksempler, hvor man sidder hovedrystende tilbage og stiller sig selv spørgsmålet, hvor den sunde fornuft er blevet af. På den anden side viser det, at kultur og system, kan få selv de mest opmærksomme til at udføre pseudoarbejde, så det bør også føre til en større refleksion over, hvordan vi indretter vores organisationer uden at tilføre for megen kompleksitet.

Et godt eksempel er en kommune i Danmark, der beder sine medarbejdere om at identificere regler, der ikke giver nogen værdi. Det ender med, at mere end 50 regler bliver slettet, og at de efterfølgende ikke bliver savnet. Det kan virke som sund fornuft, for hvorfor indfører vi regler, hvis det reelt ingen værdi her. Hovedbudskabet må være at bevare den sunde fornuft, og at vi ude i organisationerne og i det offentlige skal promovere ærlig snak og fjerne bullshit i hverdagen.

Efter at have læst bogen kan man næsten ikke lade være med at ’spotte’ pseudoarbejde, og det er en god begyndelse. Derfor kan bogen læses af alle, for hvis man skal eliminere pseudoarbejde, skal det både komme nedefra og oppefra.

Jeg giver bogen 5 af 6 stjerner for igen at tage et opgør med pseudoarbejde på en humoristisk og jordnær måde.

Bogen blev anmeldt af Daniel Omann Gru.

 

Læs mere

Sig noget sjovt – og kom bedre igennem med dine budskaber

Bliv boligspekulant – hvis du orker

Kapitalisme – med at andet formål end bare profit

Guf eller gisp – værktøjer til alt fra cykelsmeden til strategikonsulenten

En praktisk guide til fremadsynede indkøbere

Sådan bliver du langt bedre til digitale forberinger i virksomheden

Entreprenørstaten: Blændende analyse, men løsningerne ligger ikke ligefor

En håndsrækning til de hårdtprøvede mellemledere

Anbefalelsesværdig selvhjælpsbog til det ambitiøse menneske

Brug de uskrevne regler til at fremme din karriere

Kan vi bruge filosofien til noget?

Fremragende bog om at sikre et meningsfyldt arbejdsliv

Bogen ‘Ledelse på afveje’ viser, at der er noget galt på ledelsesgangen

Forstå Pelle Dragsted inden han rammer din forretning

Fremragende bog om det krævende topchefjob, der kan være ensomt

Dybdegående salgsbog drukner i detaljer