Henrik Juul har skrevet bogen ’Lederskabets essens’, der har til formål at inspirere og hjælpe med at gøre ledere bedre. Forfatteren har egen konsulentvirksomhed og arbejder som erhvervspsykologisk konsulent for ledere og medarbejdere. Med andre ord en forfatter, der arbejder med ledelse til daglig, og som har en masse på hjerte.
Bogen er delt op i en lang række emner, og vi starter i det psykologiske univers med essensen at være et menneske samt tabet af essensen til egoet og overjeget. Allerede her er bogen en øjenåbner, da man virkelig kan spejle sig i bogen. Der bliver lukket op for, at for at kunne blive en god leder skal der et godt menneske til, hvilket blandt andet indebærer sårbarhed og følelser.
Ledelse af det hele menneske
Efter en indledning med en introduktion til den menneskelige kerne er resten af bogen et rent festfyrværkeri i forskellige ledelsesstile og konkrete redskaber. Vi kommer blandt andet forbi, hvad der kendetegner en god leder, bevidsthedsbaseret lederskab, Gentlemanagement og feminine og maskuline kræfter i organisationen.
Boganmeldelse
Lederskabets essens
Af: Henrik Juul
Forlag: Akademisk forlag
Sprog: Dansk
Sideantal: 344
Pris: 330 kr.
ISBN13: 9788750057291
Stjerner: 6 af 6
Bogen blev anmeldt af Daniel Omann Gru
Med meget lidt kendskab til ledelse i hverdagen, men med et ønske om at få det på sigt er denne bog en gave. Undervejs i de forskellige emner er der en blanding af eksempler fra en lang række interviewpersoner, der deler ud af deres erfaring med at arbejde med ledelse – med fokus på successer og udvikling. Disse interview bliver løbende suppleret med teori og praktiske refleksionsspørgsmål og dilemmaer, der kan være med til at starte en refleksion og udvikling af ens eget lederskab.
Især øvelserne er gode til at starte en refleksion over sit liv og det at være leder. Eksempler på spørgsmål går fra ’hvor og hvordan ønsker du at være i dit liv om 10 år’ til ’hvordan kan du styrke din selvindsigt og kontakten til din menneskelige kerne’. Det er spørgsmål, der i sidste ende kan gøre os til ’bedre’ mennesker med en tættere kontakt til vores essens/kerne.
Menneskelig forståelse og udvikling
Bogen fungerer som en guide eller mentor ind i det autentiske og humane lederskab. Det er samtidig en bevægelse væk fra den maskuline tænkning og lederskab, der har præget arbejdspladser, uddannelsesstederne og kulturen de sidste mange år, og en bevægelse hen imod en større accept af forskellighederne i sameksistensen mellem de feminine og maskuline kvaliteter. For i sidste ende består organisationer og vores samfund af mennesker, og det handler om at skabe en balance mellem vores forskelligheder.
Et favoriteksempel på ovenstående i bogen omhandler militæret, som nok af mange anses for et ’machosted’. I bogen beskriver en jægersoldat, at de ofte bruger ordet ’føle’ og ’følelser’, og hvis en soldat er svækket eller belastet psykisk, så skal vedkommende ikke have opgaver i første linje, da det kan kompromittere kollegaerne. Pointen er, at vi som ledere skal give plads og rum til at afsløre vores følelser, da det skaber en bedre arbejdsplads og i ekstreme tilfælde kan betyde forskellen på liv og død.
Det har været en fornøjelse at læse denne bog, og den kan anbefales til alle ledere eller personer, der har ambitioner om at blive leder en dag, eller hvis man blot vil have inspiration til at finde ind til sin menneskelige essens. Derfor giver jeg bogen 6 af 6 stjerner.
Bogen blev anmeldt af Daniel Omann Gru
Læs mere
Lær storytelling fra bunden i ny bog
68 gode råd om hjemmearbejdet er 60 råd for mange
Ledelse i det offentlige har brug for flere redskaber
Hvordan balancerer lederen mellem kaos og kontrol?
Absolut Strategi er en eksplosion af viden og visioner for det strategiske arbejde
Lær at sige det hårde på en blød måde
Gennemresearchet bog om LEGO læser nærmest sig selv
Sådan genstarter man fællesskabet
Intet slår passionen, den gode idé og en vodkatonic
Bedrevidende bog om den finansielle sektor vil irritere målgruppen
Brug din fantasi som arbejdsredskab – hvis du kan
God ledelse: Stadig ikke noget klart svar!
Er din organisation klar til ‘new normal’? Ny bog er den bedste strategibog længe
Livet er for kort til et ulykkeligt arbejdsliv