Unavngivethamstrerhy

Kultur

Livet er for kort til et ulykkeligt arbejdsliv

Bogen 'Brænd hamsterhjulet. Guide til et lykkeligt arbejdsliv' er nærmest pligtlæsning for os alle, både ledere og medarbejdere, for at tage styring tilbage over eget arbejdsliv. Bogen er yderst velskrevet og lettilgængelig, så alle kan være med. Den er fyldt med gode cases, brugbare metoder og afprøvede løsninger til at komme ud af hamsterhjulet, skriver vores anmelder, der giver bogen topkarakter.

Et lykkeligt arbejdsliv skaber succes, derfor er livet for kort til at være utilfreds med sit arbejde. Livet og magten er til låns, og der er ingen grund til at spilde nogen af delene. Der er derimod grund til at være meget bevidst om, hvordan man bruger sit arbejdsliv, og konstant arbejde på at blive den bedste version af sig selv og skabe sig et lykkeligt arbejdsliv med høj faglighed, høj kundetilfredshed og glade kollegaer.

En grundfølelse af tilfredshed med livet. Det er i al sin ’enkelthed’, hvad bogen handler om. Det lyder så let, at vi alle drømmer om at komme derhen, men det er ikke så ligetil. I stedet ender mange i arbejdslivets hamsterhjul, hvor man gør alt for at holde ved og holde fast uden fornemmelse af, at man selv styrer og selv sætter retning og mening.

Denne bog, ’Brænd hamsterhjulet. Guide til et lykkeligt arbejdsliv’, er nærmest pligtlæsning for os alle, både ledere og medarbejdere, for at tage styring tilbage over eget arbejdsliv.

Bogen er yderst velskrevet og lettilgængelig, så alle kan være med. Den er fyldt med gode cases, brugbare metoder og afprøvede løsninger til at komme ud af hamsterhjulet.

Bogen besøger 15 virksomheder, der alle er nysgerrige på et lykkeligt arbejdsliv med mental sundhed for alle, og derfor tester de nye arbejdsmetoder med tankevækkende resultater.

Mødekulturen bliver mere effektiv. Der gøres op med arbejdskulturer, hvor heltene arbejder 12-15 timer om dagen. Coronapandemiens fleksibilitet omsættes i nye arbejdsmønstre til glæde for alle.

Kompetent mailhåndtering, tillidsbaseret ledelse

Det dokumenteres, hvordan fordybelse i faste fokusbånd sparer tid og giver mulighed for at levere samme produktivitet på kortere tid. Det omsættes til en firedages arbejdsuge til samme løn. Der er endda eksempler på en produktionsvirksomhed, der har opfundet en tredagesuge.

Bogen er et sandt overflødighedshorn af nye muligheder, der er lige til at gå om bord i – hvis du har modet og viljen som leder og medarbejder til at gå radikalt nye veje og satse helhjertet på et lykkeligt arbejdsliv.

Brug tiden rigtig, den er kostbar

Boganmeldelse

Brænd hamsterhjulet. Guide til et lykkeligt arbejdsliv
Af: Pernille Garde Abildgaard

Forlag: Frydenlund

Sprog: Dansk

Sideantal: 287
Pris: 299 kr.
ISDN13: 9788772164083

6 af 6 stjerner

Anmeldt af Lilian Mogensen, professionelt bestyrelsesmedlem og rådgiver, tidl. koncerndirektør i ATP og Udbetaling Danmark.

Vores tid og vores opmærksomhed er nemlig de eneste knappe ressourcer, det moderne menneske har. Og derfor skal vi passe godt på begge dele. Vi skal ikke finde os i, at tiden bliver taget fra os i lange beslutningsløse møder, i uendelige mailtråde og i arbejdsprocesser, hvor man går to skridt frem og tre tilbage. Vi skal tilbageerobre kontrollen over vores egen tid (og opmærksomhed) og som minimum være bevidste om, hvornår den begynder at smutte fra os”.

Dette citat fra bogen vækker genklang hos de fleste og måske også en vis opgivenhed. Endnu en bog om ”planlæg bedre, hvor svært kan det være”, tænker man og lukker bogen i. Men nej. Denne bog er anderledes og giver lyst til at læse videre. Der er små enkle øvelser og ’beviser’, som rammer lige på kornet. ”Du bruger 20 procent af din tid på at skabe 80 procent af dine resultater”.

Bliv klog på, hvad du ’spilder’ din tid på, og gør noget ved det. ”På et advokatkontor kan vi faktisk godt skabe værdi i både 12 og 15 timer. Men fandeme ikke en uge i træk – og slet ikke et helt arbejdsliv”.

Bogen vover sig med cases også ind på nogle af de ’hårde’ brancher, eksempelvis advokat- og konsulentbranchen, som er kendt for en arbejds- og faktureringskultur, der er domineret af timefokus.

Heltekappen skal flyttes fra dem, der leverer flest timer, til dem, der skaber den største værdi. Det tiltrækker flere og mere forskellige talenter at være i et advokat- eller konsulentfirma, som leverer vækst og resultater på bundlinjen via en mental sund arbejdskultur, hvor man kan gå hjem fredag til middag.

Firedages arbejdsuge er en effektiviseringsøvelse

Hvordan får vi gjort op med den gammeldags måde at arbejde på? At tilstedeværelse signalerer effektivitet uden at være det, og hvor værdiskabelsen er ujævn. Hvordan kan man tillade sig selv at tro på, at man bliver mere effektiv af at holde fri? Bogen giver autentiske beretninger og masser af værktøjer, så man kan se, hvordan det skal gøres.

”Jeg er blevet så megaeffektiv i den tid, jeg arbejder – det er helt sindssygt. I hamsterhjulet kunne jeg sidde at rykke rundt på tingene, nu er jeg meget mere i flow og kan holde mange flere bolde i luften”.

Slip kontrollen af medarbejderne og troen på, at når du kan se, de arbejder, så er de effektive. Det holder ikke. Og arbejdets rammer skal kunne tilpasses den enkeltes behov i forskellige livsfaser. Arbejdsdagen skal tilpasse sig mennesket og ikke omvendt.

Bogen har et kapitel med alle fordelene ved en firedagesuge. Forskere fra Henley Business School har regnet sig frem til, at man alene i Storbritannien kan spare op mod 104 milliarder euro årligt. Det kommer via øget produktivitet, mindre transporttid, færre sygedage og nemmere rekruttering.

Men der er altid en bagside af medaljen. Hvad skal den ledige dag bruges til. En forsker fra CBS har afdækket, at det måske kræver, at lederne sætter fokus på ny mening i den måde at arbejde og holde fri på.

Cheferne har en stor rolle i at finde modet til at kaste sig ud i nye veje at gå, og selv om det ikke er en firedages uge, så er der masser af andre gode tiltag, som kan implementeres. Et er sikkert: Dårlige chefer, der blot fortsætter på autopilot og uden konstant at udfordre nye arbejdsmetoder og ny mening med arbejdslivet og -rammer, har stor sandsynlighed for at skabe arbejdsforstoppelse og stress.

Bogen er en fremragende inspirationskilde til at gå nye veje mod et lykkeligt arbejdsliv

Mange taler om, at nu må der gøres noget. Andre har prøvet, men uden held. Især i en tid efter corona og med mangel på arbejdskraft er det tid til at prøve endnu en gang.

Tak til bogens forfatter, Pernille Garde Abildgaard, for at give os dette pragteksemplar af en bog, som kan bruges til at genvinde et lykkeligt arbejdsliv og en fornyet livsbalance, hvor tiden og opmærksomheden bruges på det essentielle.

Vi må gå til det med en vis ydmyghed over for forandringer, de er altid svære, især når man skal ændre arbejdskulturen og mindset hos lederne. Men frem for at fortsætte med at slide medarbejderne op, så viser casene helt konkret, hvad man kan gøre i stedet, hvor man skal passe på, hvordan der skal implementeres, og hvordan fremdrift og resultater kan måles. Kæmpe respekt for de mange ledere, der i casene har udvist et mod og opnået imponerende resultater. Vi andre må gøre os umage for at følge efter.

Anmeldt af Lilian Mogensen, professionelt bestyrelsesmedlem og rådgiver, tidl. koncerndirektør i ATP og Udbetaling Danmark.

 

Læs mere

Manglende mod koster

Et kærligt ledelsesspark bagi

Strategi er enkelt – sådan da

Forstå regeringens fokus på aktieskatter og Udkantsdanmark

Et skridt opad på lederstigen giver nye udfordringer

Et ‘mulighedsspring’ i den offentlige sektor

Sådan stopper du det ligegyldige arbejde

Sig noget sjovt – og kom bedre igennem med dine budskaber

Bliv boligspekulant – hvis du orker

Kapitalisme – med at andet formål end bare profit

Guf eller gisp – værktøjer til alt fra cykelsmeden til strategikonsulenten

En praktisk guide til fremadsynede indkøbere

Sådan bliver du langt bedre til digitale forberinger i virksomheden

Entreprenørstaten: Blændende analyse, men løsningerne ligger ikke ligefor

En håndsrækning til de hårdtprøvede mellemledere

Anbefalelsesværdig selvhjælpsbog til det ambitiøse menneske

Brug de uskrevne regler til at fremme din karriere