godledelse

Kultur

God ledelse: Stadig ikke noget klart svar!

Ny ledelsesbog er teoretisk nørderi på højt plan om begrebet god ledelse. Men dens praktiske relevans ligger dog ikke lige for. Der er ikke mange koblinger til hverdagen som leder. Ingen klare svar eller anvisninger. Det er nu heller ikke nødvendigt for alle ledere. Inspiration og abstraktioner kan så ment også være ganske berigende. Et klart svar på, hvad god ledelse er står dog stadig hen i det uvisse efter de 300 sider, skriver InsideBusiness' anmelder.

Der er delte meninger om antologier. Kritikerne vil hævde, at det er løsrevne tanker indbundet og tvunget ind under samme overskrift. Forsvarerne vil hævde, at det er et berigende kalejdoskop af tanker, der kredser om et fælles tema.

Karsten Mellons antologi, ’God ledelse’, bevæger sig nok et sted midt imellem kritikernes dom og tilhængernes håb. For selv om bogen har samlet nogle af landets førende ledelsesforskere, så er der ikke så meget, der binder dem sammen andet end overskriften: ’God ledelse.’

Bogen mangler nemlig en nænsom ført hånd, som kan hjælpe læseren igennem de 16 kapitler og knap 300 sider. Lidt hjælp til at forklare, hvordan de forskellige positioner og tanker om god ledelse står i forhold til hinanden.

Boganmeldelse

God ledelse

Af: Karsten Mellon

Forlag: Hans Reitzel

Sprog: Dansk

Sideantal: 300

Pris: 295 kr.

ISDN13: 9788741279268

4 af 6 stjerner

De seksten grundkapitler har alle gode tanker indbygget og gode overvejelser over, om man overhovedet kan svare på, hvad god ledelse er. Måske har det været for stor en opgave. Måske er det redaktionelle arbejde gået for stærkt. Men bogen vil vinde stort og stærkt, hvis forsøget blev gjort. Det ville så også give lidt mere pondus til en bog, der friskt hævder at være den første antologi på dansk om ledelse. I øvrigt en lidt pudsig proklamation. En sådan påstand kræver nok lidt mere uddybning end den blotte konstatering.

Bogens kapitler er inddelt i tre temaer, som man som læser hurtigt kastes ud i, idet man næppe kan tale om, at bogen har en egentlig introduktion. Redaktørens optakt har mere karakter af et kort forord. At bogen handler om god ledelse, og at det er der mange bud på, hvad er.

Så man er hurtigt videre til de tre tematikker: teoretiske perspektiver på god ledelse, god ledelse i den offentlige sektor og filosofiske perspektiver på god ledelse. Langt de fleste kapitler handler om det første tema.

Ikke noget entydigt svar på, hvad god ledelse er

Hele ti af de seksten kapitler er tematiseret som teoretiske perspektiver. Faktisk kunne alle kapitler i bogen være tematiseret under denne overskrift. Alle forfattere har nemlig deres fødder solidt plantet i forskningsverdenen. Og på den måde er der en klar rød tråd i bogen.

Fælles for de ti teoretiske perspektiver er, at de ikke giver noget entydigt svar på, hvad god ledelse er. Er det en effekt, som Jan Molin stærkt argumenterer for. Er det en evne til at navigere i ambivalens, som Susanne Ekman hævder. Eller er det et paradoks- og dilemmafyldt tema, der ikke kan gives noget enkelt og kort svar på, som Steen Hildebrandt beskriver det i sit bæredygtige perspektiv på god ledelse. Ja, der er i den grad noget for enhver smag.

Bogens anden tema handler om god ledelse i den offentlige sektor. Her er det kun blevet til fire kapitler, hvoraf det første nok burde være placeret under det mere brede tema om de teoretiske perspektiver eller i det efterfølgende tema om de filosofiske tanker.

Kurt Klaudi Klausen, som godt nok har beskæftiget sig indgående med offentlig ledelse gennem årene, har nemlig skrevet et tankevækkende kapitel, der handler om meget mere end offentlig ledelse. Nok et af bogens stærkeste kapitler.

Det sidste tema berøres kun i to kapitler. Så der er ikke blevet meget plads til de filosofiske tanker om ledelse. Men med et afsluttende kapitel af ledelsesfilosofferenes ’grand old man, Ole Fogh Kirkeby, så er der også gods nok i dette tema. Et kapitel, hvor der bruges en del plads på at finde alle mulige ords oprindelse. Ord, der alle kredser om ’god’ og ’ledelse’.

Bogen mangler slutning

Bogen har ingen afslutning. Desværre ret illustrativt for den redaktionelle linje (læs: fraværende).

Når det så er sagt, så har bogen klart sin kvalitet i form af de gæster, der er inviteret. Det er et stærkt argumenterende flok, der er samlet. Lidt flabet formuleret: Teoretisk nørderi på højt plan. Det har dog klart sin berettigelse, for der er virkelig vitaminer i stoffet. Bogens titel burde dog af denne grund nok også have heddet: ’God ledelse – set på afstand’. For bogens praktiske relevans ligger ikke ligefor. Der er ikke mange koblinger til hverdagen som leder. Ingen klare svar eller anvisninger. Det er nu heller ikke nødvendigt for alle ledere. Inspiration og abstraktioner kan såmænd også være ganske berigende.

Et klart svar på, hvad god ledelse er, står dog stadig hen i det uvisse efter de 300 sider.

Bogen er anmeldt af James Høpner.

Læs mere

Er din organisation klar til ‘new normal’? Ny bog er den bedste strategibog længe

Livet er for kort til et ulykkeligt arbejdsliv

Manglende mod koster

Et kærligt ledelsesspark bagi

Strategi er enkelt – sådan da

Forstå regeringens fokus på aktieskatter og Udkantsdanmark

Et skridt opad på lederstigen giver nye udfordringer

Et ‘mulighedsspring’ i den offentlige sektor

Sådan stopper du det ligegyldige arbejde

Sig noget sjovt – og kom bedre igennem med dine budskaber

Bliv boligspekulant – hvis du orker

Kapitalisme – med at andet formål end bare profit

Guf eller gisp – værktøjer til alt fra cykelsmeden til strategikonsulenten

En praktisk guide til fremadsynede indkøbere

Sådan bliver du langt bedre til digitale forberinger i virksomheden

Entreprenørstaten: Blændende analyse, men løsningerne ligger ikke ligefor

En håndsrækning til de hårdtprøvede mellemledere

Anbefalelsesværdig selvhjælpsbog til det ambitiøse menneske

Brug de uskrevne regler til at fremme din karriere