pixbog

Kultur

Et godt indspark om den falske iscenesættelse af den perfekte leder

Opgøret med den perfekte leder er befriende og fængende læsning. Alle med et ledelsesansvar burde gøre sig den ulejlighed at læse den. Om ikke andet så opsamlingen på benspænd og de efterfølgende gode råd, skriver InsideBusiness' anmelder.

Denne bog har længe ligget på anmelderens skrivebord, så jeg skal skynde mig at sige undskyld, at den ikke er anmeldt noget før. Jeg synes, at disse 160 sider personlige refleksioner og eksempler fra den skarpe ende af ledelsesgerningen er noget af det mest befriende jeg har læst længe. Undskyld til dem, der måske er gået glip af en god læseoplevelse.

Bogen ’Den uperfekte leder – meningsskabelse og benspænd i en verden på farten’ af James Høpner er smækfyldt med gode og til tider tåkrummende eksempler på ledelsesgerningen.

James Høpner er en erfaren leder og ditto skribent. Forfatteren skriver i skønt sprog. Det kan mærkes på hver eneste side i denne letlæste, underholdende og ikke mindst lærerige udgivelse. Anmelderen synes faktisk, at den godt kunne bære lidt flere sider!

Boganmeldelse

Den uperfekte leder – Meningsskabelse og benspænd i en verden på farten

Forlag: Akademisk Forlag

Sprog: Dansk

Sideantal: 160

Pris: 280 kr.

ISBN13: 9788750058687

Stjerner: 5 af 6

Bogen er anmeldt af Søren Strunk-Sørensen, sss@hildebrandtbrandi.com

Indgangsvinklen er, at ledere gennem årtier er blevet opflasket med, at du altid skal være perfekt. Altid den, der går forrest. Altid den, der kompetent. Altid den, der er i balance. Men de eneste, der er dette, er superhelte som Batman og Superman. Den perfekte leder findes ikke

De menneskelige benspænd

Bogens centrale sider er en oplistning af de menneskelige benspænd, som en leder med sikkerhed rammer ind i. Og som, når man rammer dem, giver anledning til alt det uperfekte. Tvivlen, bekymringerne og nederlagene. Disse benspænd er godt beskrevet, med gode eksempler fra forfatterens egne erfaringer samt med gode referencer til forskellige tænkere fra de mere eller mindre klassiske ledelsestænkere til TV2 (bandet)

De ni velbeskrevne benspænd er godt sammenfattet i en pædagogisk tabel. Som Harvard Business Review-elsker falder dette i god jord hos undertegnede anmelder.

Skab mening i det uperfekte

”Opgiv tanken om at være perfekt” – dette gælder for teenagere såvel som ledere på alle niveauer. Og lær at være uperfekt. Og lær at navigere i det. Dette er essensen i bogens andet hovedafsnit. Her kommer forfatteren med sine bud på, hvad der skal til at blive en bedre udgave af sig selv som den uperfekte leder. Vi har her fat på noget helt essentielt i det at være til. Ikke bare som leder, men også som menneske.

Begavet og velskrevet refleksion

Dette er en tankevækkende og legende bog. Jeg synes, at alle med et ledelsesansvar burde gøre sig den ulejlighed at læse den. Om ikke andet så opsamlingen på benspænd og de efterfølgende gode råd. Alle vil have godt af at forstå, hvorfor mindlessness og det ’at sætte farten ned for at få fart’ er vigtige elementer i at skabe mening i det uperfekte. Fremragende.

Jeg giver bogen 5 stjerner af 6 mulige. En virkelig anbefalelsesværdig bog. Måske kunne det afsluttende og konkluderende afsnit have haft lidt mere indhold. Men det ødelægger ikke helhedsindtrykket af en virkelig god udgivelse.

Bogen er anmeldt af Søren Strunk-Sørensen, sss@hildebrandtbrandi.com

 

Læs mere

Mindful ledelse – et værktøj til personlig udvikling også for stærke ledere

Et indblik i generationsledelse gør os ikke klogere 

Bliv klogere med kunstig intelligens

Hvordan kan medarbejdere disrupte for at få bedre muligheder?

At gøre kunderne lykkeligere

Avanceret guide til kontorjobbet efter covid-19

Essensen af lederskabet

Kedelig bog om spændende emne

Lær storytelling fra bunden i ny bog

68 gode råd om hjemmearbejdet er 60 råd for mange

Ledelse i det offentlige har brug for flere redskaber

Hvordan balancerer lederen mellem kaos og kontrol?

Absolut Strategi er en eksplosion af viden og visioner for det strategiske arbejde

Lær at sige det hårde på en blød måde

Gennemresearchet bog om LEGO læser nærmest sig selv

Sådan genstarter man fællesskabet