burnout

Kultur

Læs denne bog, inden dit arbejde brænder dig ud!

Udbrændte medarbejdere og ledere er sjældent det, vi kategoriserer som svagelige personer. Det er derimod typisk veluddannede og højt estimerede mennesker, der arbejder mange timer for firmaet. Udbrændthed skyldes virksomhedens organisering og ledelse. Nogle virksomheder brænder med andre ord deres medarbejdere ud hurtigere end andre, fremgår det af ny bog.

Prøv at lukke øjnene og forestil dig en person, der er udbrændt. Hvad ser du for dig? En lidt svagelig person, måske ikke så veluddannet og måske også med et privatliv, der ikke rigtig hænger sammen. Sådan starter Jennifer Moss med at få sin læsers fordomme tydeliggjort i bogen ’The Burnout Epidemic’.

Får du samme billede frem, så skal du læse bogen. For udbrændte medarbejdere og ledere er sjældent det, vi kategoriserer som svagelige personer. Det er derimod typisk veluddannede og højt estimerede mennesker, der arbejder mange timer for firmaet. Udbrændthed skyldes ej heller den enkelte. Udbrændthed skyldtes virksomhedens organisering og ledelse. Nogle virksomheder brænder med andre ord deres medarbejdere hurtigere ud end andre.

Bogen er i den grad tidsaktuel. Den handler ikke kun generelt om udbrændthed, men ser i særdeleshed på konsekvenser af den aktuelle coronapandemi. En pandemi, der for mange har ændret deres arbejdsliv radikalt, herunder det med ikke at skulle møde ind, men arbejde på distancen. Hvilket skaber sine helt særlige udfordringer og får nogle til at brænde hurtigere ud. Skræmmende læsning med få lyspunkter.

Boganmeldelse

The Burnout Epidemic
Af
: Jennifer Moss
Forlag: Harvard Business Review Press

Sprog: Engelsk
Pris: 275 kr.

ISDN13: 9781647820367
5 af 6 stjerner

Bogen er delt i tre hoveddele. Et, der skal give læseren indsigter i feltet. Et om strategier og et om lederskab. Det er lidt svært at skelne de to sidste fra hinanden, da de begge handler om, hvordan man imødegår, at virksomheden skaber udbrændthed blandt ledere og medarbejdere.

I første del får man indsigt i nogle af de af de faktorer, der skaber størst udbrændthed. Det handler blandt andet om store arbejdsmængder, manglende kontrol over eget arbejde og et værdimæssigt mismatch. Nok ikke den helt store overraskelse for de fleste, men det er godt og relevant knyttet til den aktuelle situation med coronarestriktioner og hjemmearbejde.

Dernæst følger en række diskussioner om særlig udsatte faggrupper. Og, det er her, bogens indledende øvelse med at forestille sig, hvem der rammes først, bliver tydeliggjort. For det er typisk perfektionister og dem, der altid har klaret sig godt i skolen, der rammes. Heriblandt dem, som har haft karaktererne til at komme ind på lægestudiet.

Sådan undgår du udbrændthed

De to sidste dele af bogen er som sagt svære at skelne klart fra hinanden. De handler begge om, hvordan man så indretter og leder virksomheder, så man undgår udbrændthed. Hovedtemaet her er at skabe en større empati hos ledelsen.

Men det handler også om at skabe strukturer for medarbejderne, når de arbejder hjemmefra, men ikke gennem sjove gimmick og yogaøvelser på skærmen. Nej, det handler om at få medarbejdere til at lukke for mail og mobil efter arbejdstid. Begrænse deres arbejdsdages længde (alt over 55 timer ugentligt er spildt arbejde). Og at få dem til at skabe rutiner, hvor de får adskilt arbejds- og privatliv.

Bogen er både interessant og skræmmende læsning om, hvor hårdt det går for sig i mange virksomheder. Det er også en meget amerikaniseret bog, hvor ikke alt er som herhjemme. Derfor er den nok heller ikke repræsentativ, og rådene kan nok heller ikke bruges i et en til en-forhold. Men det er en vigtig påmindelse om, at vi alle kan brænde ud, og at det kun sjældent er et personligt og individuelt ansvar. Så læs bogen, inden dit arbejde brænder dig ud.

Anmeldt af James Høpner.

 

Læs mere

God ledelse: Stadig ikke noget klart svar!

Er din organisation klar til ‘new normal’? Ny bog er den bedste strategibog længe

Livet er for kort til et ulykkeligt arbejdsliv

Manglende mod koster

Et kærligt ledelsesspark bagi

Strategi er enkelt – sådan da

Forstå regeringens fokus på aktieskatter og Udkantsdanmark

Et skridt opad på lederstigen giver nye udfordringer

Et ‘mulighedsspring’ i den offentlige sektor

Sådan stopper du det ligegyldige arbejde

Sig noget sjovt – og kom bedre igennem med dine budskaber

Bliv boligspekulant – hvis du orker

Kapitalisme – med at andet formål end bare profit

Guf eller gisp – værktøjer til alt fra cykelsmeden til strategikonsulenten

En praktisk guide til fremadsynede indkøbere

Sådan bliver du langt bedre til digitale forberinger i virksomheden

Entreprenørstaten: Blændende analyse, men løsningerne ligger ikke ligefor

En håndsrækning til de hårdtprøvede mellemledere

Anbefalelsesværdig selvhjælpsbog til det ambitiøse menneske

Brug de uskrevne regler til at fremme din karriere